I denne uge har jeg været igennem ti rapporter fra studerende på DTU, fordi jeg er censor på et kursus i produkt/service-systemer. Hver gruppe af studerende har undersøgt et elektronisk produkt. En støvsuger, en blender, et kompakt-kamera. De har gennemgået produktets produktion, brug og bortskaffelse og fundet ud af, hvordan miljøbelastningerne kan minimeres. De studerende har vurderet, hvor stor miljøbelastningen er både ved korrekt bortskaffelse - og hvis produktet smides i skraldespanden under køkkenvasken. Det sker nemlig for en stor del af elektronikprodukterne rundt omkring i hjemmene.
Det kan lyde frelst. Men det er virkelig svært for mig at forstå, at voksne mennesker ikke ser det som en selvfølge at tage udtjente elektronikprodukter med på genbrugspladsen. Man kan lave sig en papkasse og skrive elektronikskrot på den med en tusch. Én til metal, én til el-pærer og én til batterier. Og så et smut forbi genbrugspladsen i ny og næ. Det er ikke så kompliceret.
Men jeg ved jo godt, at det er et spørgsmål om etik og moral. Der er ingen incitamenter til at ’opføre sig ordentligt’ på dette punkt: Smid det hele i skraldespanden under vasken, og du hører ikke mere om det.
Virksomheder har affaldsansvar
Hvad, der er endnu værre, er, at der heller ikke er incitamenter for virksomhederne. Et EU-direktiv pålægger godt nok elektronikvirksomheder ansvar for at genbruge en stigende procentdel af de elektroniske produkter, de producerer. Idéen med direktivet er at få forbrugeren til at levere eksempelvis sit udtjente tv tilbage til forhandleren, der så genbruger det, der er muligt.
Problemet er bare, at dette direktiv ikke virker efter hensigten. Langt de fleste steder er det nemlig blot blevet til en aftale mellem virksomheder og kommuner, hvor virksomhederne betaler kommunerne for at samle elektronikprodukterne ind. Og da kommunen hverken kan lave produktudvikling, der sikrer genbrug - eller trække borgerens elektronik til genbrugspladsen, er incitamentet væk. Og vi er tilbage, hvor vi startede.
Cool at lease
Derfor giver de studerendes arbejde på DTU mening. De opstiller produkt/servicesystemer, hvor det at eje et produkt ændres til en serviceydelse. Jeg køber altså en ’blendningsmulighed’ som abonnement i stedet for at eje min egen blender. Philips stiller en blender til rådighed, som kan blive repareret eller udskiftet efter behov - ligesom en leaset bil. Det vil løse mange problemer, hvis vi leaser i stedet for at eje. Simpelt – og alligevel ikke. Udfordringen er i hvert fald gøres lige så attraktivt og status-skabende at lease som det i vores kultur er at eje.
Se forresten lige historien om, hvor dit elektroniske affald ender - fortalt på rigtig fin måde, synes jeg.
Story of Electronics på http://storyofstuff.org/
tirsdag den 30. november 2010
tirsdag den 2. november 2010
Grøn vækst - hvor bliver den af...?!
I sidste uge varslede Vestas 3000 fyringer. De 2000 i Danmark. Direktør Ditlev Engel fortæller, at virksomheden har fastholdt en stor overkapacitet - nok fordi man havde forventninger til yderligere (grøn) vækst, men at Vestas nu må se i øjnene, at den ikke kommer. Det er meget ærgerligt. Ikke bare for Vestas, men for hele den bæredygtige udvikling. Både i Danmark og i resten af Europa skal der ikke bygges lige så mange vindmøller, som Vestas havde håbet på.
Efter fyringerne vil der dog stadig være 6000 medarbejdere i Vestas i Danmark – disse vil især være beskæftiget inden for forskning og udvikling, men den egentlige produktion kan ske billigere i andre lande. Og sådan er det. Det er den vej, det går, og det er vi nødt til at lære af og arbejde med - i stedet for at ærgre os. Vi er et højt udviklet land i en globaliseret verden. Det har store dele af erhvervslivet erkendt, og det må nu også vindmølleindustrien erkende. Ligesom det også ville klæde landbruget at ændre fokus fra billigt og effektivt til bæredygtigt med høj kvalitet.
Nytænkning er nødvendig
Hvis regeringen vil understøtte og hjælpe denne til tider krævende udvikling for både erhvervsliv og landbrug, er det helt afgørende at skabe rammerne. Den grønne vækst udebliver nemlig, hvis det udelukkende er markedskræfterne, der styrer. Markedet kan kun reagere på efterspørgslen her og nu – og ikke skue ud i fremtiden. Grøn vækst kræver prioriteringer og strategiske valg, understøttet af målrettede midler og regler, der favoriserer de gode teknologier og løsninger.
Hvornår bliver regeringens fine ord om grøn vækst til konkrete virkemidler, der rykker og skaber volumen i erhvervssucceser som Vestas? Hvor bliver synergien imellem grøn vækst og udkantsdanmark af? Hvornår kommer nytænkningen og de modige politiske valg på banen?
Sagen er, at Danmark jo er et højteknologisk land– og vi i vil fortsat se udflytninger af basal produktion til lande med lavere omkostninger, men hvis vi skal fastholde udviklingsafdelingerne og nicheproduktionerne, så skal vi satse på dette – ikke med pæne ord og henstillinger – men med støtte og afgifter og klare regler, der prioriterer de gode, bæredygtige produkter.
Efter fyringerne vil der dog stadig være 6000 medarbejdere i Vestas i Danmark – disse vil især være beskæftiget inden for forskning og udvikling, men den egentlige produktion kan ske billigere i andre lande. Og sådan er det. Det er den vej, det går, og det er vi nødt til at lære af og arbejde med - i stedet for at ærgre os. Vi er et højt udviklet land i en globaliseret verden. Det har store dele af erhvervslivet erkendt, og det må nu også vindmølleindustrien erkende. Ligesom det også ville klæde landbruget at ændre fokus fra billigt og effektivt til bæredygtigt med høj kvalitet.
Nytænkning er nødvendig
Hvis regeringen vil understøtte og hjælpe denne til tider krævende udvikling for både erhvervsliv og landbrug, er det helt afgørende at skabe rammerne. Den grønne vækst udebliver nemlig, hvis det udelukkende er markedskræfterne, der styrer. Markedet kan kun reagere på efterspørgslen her og nu – og ikke skue ud i fremtiden. Grøn vækst kræver prioriteringer og strategiske valg, understøttet af målrettede midler og regler, der favoriserer de gode teknologier og løsninger.
Hvornår bliver regeringens fine ord om grøn vækst til konkrete virkemidler, der rykker og skaber volumen i erhvervssucceser som Vestas? Hvor bliver synergien imellem grøn vækst og udkantsdanmark af? Hvornår kommer nytænkningen og de modige politiske valg på banen?
Sagen er, at Danmark jo er et højteknologisk land– og vi i vil fortsat se udflytninger af basal produktion til lande med lavere omkostninger, men hvis vi skal fastholde udviklingsafdelingerne og nicheproduktionerne, så skal vi satse på dette – ikke med pæne ord og henstillinger – men med støtte og afgifter og klare regler, der prioriterer de gode, bæredygtige produkter.
fredag den 1. oktober 2010
Energiernes synergi
I tirsdags skete det endelig: Klimakommissionen leverede den længe ventede plan for, hvordan Danmark kan bevæge sig fra dagens forholdsvis simple energisystem, hvor kul er dominerende og vind er på vej ind, til et meget mere komplekst system, som skal kunne håndtere en lang række energikilder.
Ifølge Kommissionen er det realistisk at skabe et Danmark, som drives af 100 procent vedvarende energi i 2050. DN mener, det er muligt allerede i 2040. Og hvor Kommissionen fremhæver havvindmøller og biomasse, så ser DN langt mere mangfoldigt på fremtiden.
Skal vi opnå et Danmark med 100 procent vedvarende energi, handler det langt hen ad vejen om et opgør med aktørerne i energiforsyningen. Store selskaber, som for eksempel DONG og Statoil, har for nogle år tilbage skiftet navn og forretningsområde fra ”olie” til ”energi”. Det signalerede, at man var klar til at møde udfordringen og spille på flere heste for en samlet, mangfoldig energiforsyning i Danmark. Men i praksis betød det en strømlining af vindmølleopstilling til havs og afbrænding af halm - og ikke meget andet end nogle pilotprojekter på alle de andre teknologier. Nu er det tid til at komme videre med mangfoldigheden.
Et intelligent net
Vi skal i gang med at udvikle alle de andre teknologier - og vi skal i gang med at binde det hele sammen i et intelligent net. Her er det rigtig godt at se, at klima- og energiminister Lykke Friis har skiftet holdning. For et halvt år siden mente hun, det intelligente net var for dyrt. I dag siger hun, at det intelligente net skal rulles ud hurtigst muligt og sikre muligheden for, at alle mulige energikilder – store som små – skal kunne bidrage til Danmarks energiforsyning.
Med hvad er det så for kilder, vi skal have bundet sammen? Solvarme er en af dem. Det er en underlig størrelse, for den har været rentabel i mange år, men er alligevel ikke særlig udbredt. Årsagen er selvfølgelig, at der ikke har været økonomiske incitamenter af den rette størrelse. Solceller har været dyre i mange år - med tilbagebetalingstider på omkring 30 år, men med den seneste melding om, at de skal kunne betale sig hjem på under ti år, burde det ligge lige for. Sol har næsten ingen plads i Klimakommissionens rapport. Og det er ikke klogt, for uden sol bliver vi mere afhængige af biomasse – og det er en energikilde, der vil blive rift om i fremtiden.
Fremtidens bygningsopvarmning er vand. Fjernvarmen skal udbygges i byområder, og højeffektiv jordvarme skal dække resten af landet. Hvis denne plan skal fungere, er der behov for at føde alle mulige kilder ind i fjernvarmen, blandt andet geotermi og store varmepumper, der kan trække varme ud af spildevand og andre decentrale kilder. Og solceller på tagene skal være med til at drive varmepumperne. Kommunerne er centrale spillere i den udvikling – både som planmyndighed og som forbillede, og mange er allerede i gang, men møder gang på gang barrierer, som nu er regeringens opgave at fjerne.
Brænd tang fra stranden
Også biobrændsler skal såvel Klimakommissionen som regeringen kigge mere mangfoldigt på. I stedet for at gå ensidigt efter raps og træpiller på verdensmarkedet, Hvad så med at fjerne tang fra vore strande og brænde dette af? Det kan lade sig gøre, hvis vi i stedet for at efterlade tangstinkende strande, prissætter fordelen ved at vedligeholde strande. I landbruget kunne gyllehåndtering konverteres til biogasproduktion, hvis man værdisætter den luksus, det vil være, at slippe for gyllestank på landet. Og endnu mere interessant kunne det være at konvertere landbrugsjord til skov, som leverer træ til biobrændsel. Skoven giver os mange andre fordele og er en robust kilde, der kan høstes efter behov året rundt.
Også vindmøller på land kalder på bedre incitamenter. Lad befolkningen komme med i ejer-ordninger og kig i langt højere grad på placeringer på landbrugsjord, i havne og langs veje og jernbaner. Mange landmænd er glødende modstandere af vindmøller på deres jord, når det sker som ekspropriering, men hvis de selv kan være med i den gode forretning, det ofte er, at eje en vindmølle, så tror jeg, piben får en anden lyd.
Mangfoldighed handler om at tænke på tværs, koordinere og finde synergier, så laveste pris ikke altid er eneste parameter. Det handler om at inddrage og om at opliste alle fordele for alle aktører.
Samsømodellen viser, at meget kan lade sig gøre. Samsø er i dag selvforsynende med vedvarende energi og besøges årligt af tusindvis af interesserede, som skæpper i kassen med deres overnatninger, transport og andre behov. Og demokratiet bliver mere nærværende af inddra-gelse og medejerskab – den samfundsbevidste borger styrkes til alles fordel. Tænk, hvis regeringen ville skæve lidt til Samsømodellen, når den om få måneder skal lancere planen for Danmarks fremtidige energiforsyning.
Ifølge Kommissionen er det realistisk at skabe et Danmark, som drives af 100 procent vedvarende energi i 2050. DN mener, det er muligt allerede i 2040. Og hvor Kommissionen fremhæver havvindmøller og biomasse, så ser DN langt mere mangfoldigt på fremtiden.
Skal vi opnå et Danmark med 100 procent vedvarende energi, handler det langt hen ad vejen om et opgør med aktørerne i energiforsyningen. Store selskaber, som for eksempel DONG og Statoil, har for nogle år tilbage skiftet navn og forretningsområde fra ”olie” til ”energi”. Det signalerede, at man var klar til at møde udfordringen og spille på flere heste for en samlet, mangfoldig energiforsyning i Danmark. Men i praksis betød det en strømlining af vindmølleopstilling til havs og afbrænding af halm - og ikke meget andet end nogle pilotprojekter på alle de andre teknologier. Nu er det tid til at komme videre med mangfoldigheden.
Et intelligent net
Vi skal i gang med at udvikle alle de andre teknologier - og vi skal i gang med at binde det hele sammen i et intelligent net. Her er det rigtig godt at se, at klima- og energiminister Lykke Friis har skiftet holdning. For et halvt år siden mente hun, det intelligente net var for dyrt. I dag siger hun, at det intelligente net skal rulles ud hurtigst muligt og sikre muligheden for, at alle mulige energikilder – store som små – skal kunne bidrage til Danmarks energiforsyning.
Med hvad er det så for kilder, vi skal have bundet sammen? Solvarme er en af dem. Det er en underlig størrelse, for den har været rentabel i mange år, men er alligevel ikke særlig udbredt. Årsagen er selvfølgelig, at der ikke har været økonomiske incitamenter af den rette størrelse. Solceller har været dyre i mange år - med tilbagebetalingstider på omkring 30 år, men med den seneste melding om, at de skal kunne betale sig hjem på under ti år, burde det ligge lige for. Sol har næsten ingen plads i Klimakommissionens rapport. Og det er ikke klogt, for uden sol bliver vi mere afhængige af biomasse – og det er en energikilde, der vil blive rift om i fremtiden.
Fremtidens bygningsopvarmning er vand. Fjernvarmen skal udbygges i byområder, og højeffektiv jordvarme skal dække resten af landet. Hvis denne plan skal fungere, er der behov for at føde alle mulige kilder ind i fjernvarmen, blandt andet geotermi og store varmepumper, der kan trække varme ud af spildevand og andre decentrale kilder. Og solceller på tagene skal være med til at drive varmepumperne. Kommunerne er centrale spillere i den udvikling – både som planmyndighed og som forbillede, og mange er allerede i gang, men møder gang på gang barrierer, som nu er regeringens opgave at fjerne.
Brænd tang fra stranden
Også biobrændsler skal såvel Klimakommissionen som regeringen kigge mere mangfoldigt på. I stedet for at gå ensidigt efter raps og træpiller på verdensmarkedet, Hvad så med at fjerne tang fra vore strande og brænde dette af? Det kan lade sig gøre, hvis vi i stedet for at efterlade tangstinkende strande, prissætter fordelen ved at vedligeholde strande. I landbruget kunne gyllehåndtering konverteres til biogasproduktion, hvis man værdisætter den luksus, det vil være, at slippe for gyllestank på landet. Og endnu mere interessant kunne det være at konvertere landbrugsjord til skov, som leverer træ til biobrændsel. Skoven giver os mange andre fordele og er en robust kilde, der kan høstes efter behov året rundt.
Også vindmøller på land kalder på bedre incitamenter. Lad befolkningen komme med i ejer-ordninger og kig i langt højere grad på placeringer på landbrugsjord, i havne og langs veje og jernbaner. Mange landmænd er glødende modstandere af vindmøller på deres jord, når det sker som ekspropriering, men hvis de selv kan være med i den gode forretning, det ofte er, at eje en vindmølle, så tror jeg, piben får en anden lyd.
Mangfoldighed handler om at tænke på tværs, koordinere og finde synergier, så laveste pris ikke altid er eneste parameter. Det handler om at inddrage og om at opliste alle fordele for alle aktører.
Samsømodellen viser, at meget kan lade sig gøre. Samsø er i dag selvforsynende med vedvarende energi og besøges årligt af tusindvis af interesserede, som skæpper i kassen med deres overnatninger, transport og andre behov. Og demokratiet bliver mere nærværende af inddra-gelse og medejerskab – den samfundsbevidste borger styrkes til alles fordel. Tænk, hvis regeringen ville skæve lidt til Samsømodellen, når den om få måneder skal lancere planen for Danmarks fremtidige energiforsyning.
torsdag den 9. september 2010
Mal Udkantsdanmark grønt
Affolkede landsbyer med høj arbejdsløshed. En købmand, som kører på kanten af lukning, men som er det lokale samlingspunkt. Lokale håndværkere, som lever af opgaver i nærmeste større by, fordi ingen i landsbyen længere har råd til at lave boligforbedringer.
Udkantsdanmark skranter. Det ses, når man passerer gennem byer med faldefærdige huse og livløse gader. Men i stedet for at forsøge at lave disse yderstliggende landsbyer om til halvhjertede bykulturer, så lad os se på, hvad det er, Udkantsdanmark kan.
Lave priser på jord, masser af plads, unik natur og – hvis vi ellers får ryddet op derude - smukke landskaber. Ude på landet i de små landsbyer er det i modsætning til byerne muligt at leve det rolige liv med daglig kontakt til naturen og plads til nærhed og fællesskaber. Skal vi skabe udvikling og vækst i Udkantsdanmark, så er det for mig at se netop disse kvaliteter, vi skal styrke.
Med regeringsøjne kan det måske umiddelbart være svært at få øje på væksten i denne tilgang. Men kombinerer man lokal produktion med lokal distribution og satser på bæredygtig kvalitet, og bygger man netværk af lokale producenter, som sælger deres nicheprodukter - for eksempel økologiske varer - på lokale markeder, så er vi godt på vej. Dette skal selvfølgelig kombineres med udvikling af enestående naturområder og "øko-turisme". Og så skal de lave jordpriser udnyttes. Det skrantende landbrug skal konverteres til økologiske landbrug med solanlæg og vindmøller, der producerer energi på landbrugsjorden.
Styrker vi alt det, der er unikt for små lokalsamfund, kan Udkantsdanmark blive en driver for fremtidens bæredygtige produktion og forbrug med økologi og vedvarende energi. Og det kan blive her, man tager ud for at vandre i naturen, tage på øko-marked og nyde landskabet. Det kan blive her man flytter til, fordi man vil fællesskabet omkring det nære. Næste skridt er et boost i udvikling og produktion af bæredygtige teknologier, der vil opstå ud af de lokale fællesskaber. Teknologier, som Danmark skal leve af på verdensmarkedet de næste mange mange år.
Affolkede landsbyer omskabt til inspirerende nærmiljøer og frontløbere inden for vedvarende energi er der for mig at se meget fremtid i. Så kan man altid tage den offentlige elbus et smut til Århus eller København for at opleve storby, når man har behov for det.
Udkantsdanmark skranter. Det ses, når man passerer gennem byer med faldefærdige huse og livløse gader. Men i stedet for at forsøge at lave disse yderstliggende landsbyer om til halvhjertede bykulturer, så lad os se på, hvad det er, Udkantsdanmark kan.
Lave priser på jord, masser af plads, unik natur og – hvis vi ellers får ryddet op derude - smukke landskaber. Ude på landet i de små landsbyer er det i modsætning til byerne muligt at leve det rolige liv med daglig kontakt til naturen og plads til nærhed og fællesskaber. Skal vi skabe udvikling og vækst i Udkantsdanmark, så er det for mig at se netop disse kvaliteter, vi skal styrke.
Med regeringsøjne kan det måske umiddelbart være svært at få øje på væksten i denne tilgang. Men kombinerer man lokal produktion med lokal distribution og satser på bæredygtig kvalitet, og bygger man netværk af lokale producenter, som sælger deres nicheprodukter - for eksempel økologiske varer - på lokale markeder, så er vi godt på vej. Dette skal selvfølgelig kombineres med udvikling af enestående naturområder og "øko-turisme". Og så skal de lave jordpriser udnyttes. Det skrantende landbrug skal konverteres til økologiske landbrug med solanlæg og vindmøller, der producerer energi på landbrugsjorden.
Styrker vi alt det, der er unikt for små lokalsamfund, kan Udkantsdanmark blive en driver for fremtidens bæredygtige produktion og forbrug med økologi og vedvarende energi. Og det kan blive her, man tager ud for at vandre i naturen, tage på øko-marked og nyde landskabet. Det kan blive her man flytter til, fordi man vil fællesskabet omkring det nære. Næste skridt er et boost i udvikling og produktion af bæredygtige teknologier, der vil opstå ud af de lokale fællesskaber. Teknologier, som Danmark skal leve af på verdensmarkedet de næste mange mange år.
Affolkede landsbyer omskabt til inspirerende nærmiljøer og frontløbere inden for vedvarende energi er der for mig at se meget fremtid i. Så kan man altid tage den offentlige elbus et smut til Århus eller København for at opleve storby, når man har behov for det.
mandag den 7. juni 2010
Valgfrihedens tyrani - ikke et problem for økoforbrugeren…
For et par dage siden smuttede jeg som så mange dage før forbi Netto på vej hjem fra arbejde for at købe en pakke rugbrød med hjem til børnenes madpakker – udelukkende fordi vi ikke havde fået bagt vores sædvanlige øko-rugbrød derhjemme. Og Netto slår sig jo en del op på økologi, men da jeg stod foran rugbrødshylden og skulle vælge mit rugbrød, var valget ret enkelt: Der var én slags økologisk rugbrød at "vælge imellem". Og sådan er det som regel. (Her ville jeg gerne have vist et billede eller et filmklip af rugbrødshylden, men det kunne ikke lade sig gøre.)
Visse dage har Netto hele to økologiske rugbrød på hylden, men som oftest er der bare et enkelt. Der er tale om lækre økologiske rugbrød i den dyre ende, dvs. ca. 25 kr./kg, men skiverne passer desværre dårligt i skolemadkasser. Derfor bruger vi hver uge en del krudt på at bage vores eget økologiske rugbrød derhjemme. Det smager sindssygt godt, er billigere og bages i forme, så det passer til madkasser – men nogle gange kan tiden være knap, og så er det frustrerende, at det skal være så svært at finde et alternativ i supermarkederne.
Hvordan så hvis man er ligeglad med økologi…?... Jo, så har man 27 forskellige slags rugbrød at vælge imellem (jeg har talt efter her til morgen!). Der er priser fra 8 kr./kg til 30 kr./kg. Man kan få rugbrød med hele kerner, knækkede kerner, sorte birkes, hørfrø, solsikkekerner, med eller uden hvede, havre, softkerne, skovmand, light, osv., osv. Flere af dem smager rigtig godt - det ved jeg fra de mange indkøbsture, hvor den ene slags økologisk rugbrød er udsolgt, når jeg kommer forbi Netto kl. 16 for at købe ind.
Så hvad gør detailbranchen for at hjælpe de økologiske varer på vej? I Netto gør man det meget i fine røde Ø'er på plastikposerne samt prisskilte med røde ø'er på (tak for dem i øvrigt, de gør det lidt nemmere at spotte de få økovarer, der findes rundt omkring). Men når det kommer til udvalget af varer, så er jeg godt nok ikke imponeret over ret mange supermarkeder.
Og hvorfor har jeg så ikke et billede eller filmklip af rugbrødshylden? Fordi man jo skal spørge om lov til at tage billeder i butikker, og når man gør det og fortæller, at man vil lave en lidt kritisk historie om den brødhylde, som alle jo ser på hver anden dag alligevel, så får man et nej. Og så er det, jeg er glad for ytringsfriheden, som gør det muligt for mig at fortælle historien uden billeder. Så tag lige at lukke øjnene engang…
Du er nu på vej ind i dit supermarked. Du har lidt småtravlt og ved sådan cirka, hvad du skal bruge. Du kanter dig forbi tilbuddene på PVC-gummibåde og eengangs-grill på vej ind og snupper en kurv, mens du allerede har spottet øko-gulerødder, øko-æbler og nu er nået til… rugbrød. Du skimmer hurtigt de 27 typer og undrer dig over, om man rent faktisk kan lave 27 forskellige rugbrødsoplevelser. Prisskiltet med det røde ø fanger dine øjne, du rækker ud og får lige fat i den sidste pakke, mens du registrerer et næsten uhørligt "øv" fra damen med babyen lige bag dig. Sejrsstolt, men med lidt røde ører, haster du videre til mælkeafdelingen, hvor du føler dig tryg ved, at her jo altid er nogle økovarer at vælge imellem. Derefter lader du dig indfange af det gode tilbud på øko-jordnøddesmør, som lige nu koster det halve af, hvad det plejer i andre supermarkeder, og du vælter seks glas ned i kurven…
Visse dage har Netto hele to økologiske rugbrød på hylden, men som oftest er der bare et enkelt. Der er tale om lækre økologiske rugbrød i den dyre ende, dvs. ca. 25 kr./kg, men skiverne passer desværre dårligt i skolemadkasser. Derfor bruger vi hver uge en del krudt på at bage vores eget økologiske rugbrød derhjemme. Det smager sindssygt godt, er billigere og bages i forme, så det passer til madkasser – men nogle gange kan tiden være knap, og så er det frustrerende, at det skal være så svært at finde et alternativ i supermarkederne.
Hvordan så hvis man er ligeglad med økologi…?... Jo, så har man 27 forskellige slags rugbrød at vælge imellem (jeg har talt efter her til morgen!). Der er priser fra 8 kr./kg til 30 kr./kg. Man kan få rugbrød med hele kerner, knækkede kerner, sorte birkes, hørfrø, solsikkekerner, med eller uden hvede, havre, softkerne, skovmand, light, osv., osv. Flere af dem smager rigtig godt - det ved jeg fra de mange indkøbsture, hvor den ene slags økologisk rugbrød er udsolgt, når jeg kommer forbi Netto kl. 16 for at købe ind.
Så hvad gør detailbranchen for at hjælpe de økologiske varer på vej? I Netto gør man det meget i fine røde Ø'er på plastikposerne samt prisskilte med røde ø'er på (tak for dem i øvrigt, de gør det lidt nemmere at spotte de få økovarer, der findes rundt omkring). Men når det kommer til udvalget af varer, så er jeg godt nok ikke imponeret over ret mange supermarkeder.
Og hvorfor har jeg så ikke et billede eller filmklip af rugbrødshylden? Fordi man jo skal spørge om lov til at tage billeder i butikker, og når man gør det og fortæller, at man vil lave en lidt kritisk historie om den brødhylde, som alle jo ser på hver anden dag alligevel, så får man et nej. Og så er det, jeg er glad for ytringsfriheden, som gør det muligt for mig at fortælle historien uden billeder. Så tag lige at lukke øjnene engang…
Du er nu på vej ind i dit supermarked. Du har lidt småtravlt og ved sådan cirka, hvad du skal bruge. Du kanter dig forbi tilbuddene på PVC-gummibåde og eengangs-grill på vej ind og snupper en kurv, mens du allerede har spottet øko-gulerødder, øko-æbler og nu er nået til… rugbrød. Du skimmer hurtigt de 27 typer og undrer dig over, om man rent faktisk kan lave 27 forskellige rugbrødsoplevelser. Prisskiltet med det røde ø fanger dine øjne, du rækker ud og får lige fat i den sidste pakke, mens du registrerer et næsten uhørligt "øv" fra damen med babyen lige bag dig. Sejrsstolt, men med lidt røde ører, haster du videre til mælkeafdelingen, hvor du føler dig tryg ved, at her jo altid er nogle økovarer at vælge imellem. Derefter lader du dig indfange af det gode tilbud på øko-jordnøddesmør, som lige nu koster det halve af, hvad det plejer i andre supermarkeder, og du vælter seks glas ned i kurven…
tirsdag den 1. juni 2010
Age of Stupid… eller…?
I sidste uge var jeg inviteret til et debat-arrangement i Værløse Bio, hvor vi skulle se The Age of Stupid (www.ageofstupid.net) og diskutere, om vi nu også er så dumme, som filmen fremstiller os. Filmen foregår i 2055, hvor hovedpersonen går rundt i en ødelagt verden og undrer sig over, hvorfor menneskeheden ikke gjorde noget dengang i 2008, da der for alvor var klare signaler om, at vi var ved at ødelægge klodens klima.
Jeg undrer mig også. Vi er mange, som forsøger at råbe beslutningstagerne op: Med NOAHs klimaplan 2050 fra sidste uge er vi nok oppe på en 5-8 stykker - anerkendte organisationer - som har fremlagt visioner og planer for, hvordan vi kommer over på den anden side. Vi skal sige farvel til olie, kul og gas og forbrændingsmotoren og byde velkommen til vedvarende energi og elmotoren. Det er ikke kun miljøorganisationer og oppositionen på Christiansborg, der fremlægger den slags planer og visioner. Også Ingeniørforeningen og brancheforeningen Dansk Energi er med i koret af organisationer med seriøse bud på, hvordan vi sikrer vores fremtid.
Faktisk venter vi kun på regeringen. Kan regeringen da ikke se, at vi lige nu har muligheden for at sikre fremtidens vedvarende energisystem samtidig med at løse den økonomiske krise? Svaret er desværre nej!
Hvis vi skal sikre fremtidens vedvarende energisystem kræver det styring af energisystemets udvikling ved hjælp af effektive (dvs. især økonomiske) virkemidler. De energiteknologier, vi skal leve af i fremtiden, skal have støtte og prisgarantier. Der skal lukkes af for de teknologier, der skal ud. Fx er det hul i hovedet, at man overhovedet kan købe et oliefyr i dag, og den høje pris på jordvarmeanlæg lægger stadig en dæmper på manges valg af opvarmningsform, selvom jordvarmen som regel vil være billigst i længden.
Selv er jeg ikke stolt af at være en del af Age of Stupid. Vi står i en global eksistentialistisk krise, og som menneskehed må vi forsøge at komme over på den anden side - ikke bare energipolitisk. Det handler nemlig om hele vores tilgang til verden og hinanden. Langt hen ad vejen agerer vi jo stadig som stenalderens stammefolk, som forsøger at holde de andre på afstand eller overtage deres ressourcer. Skal vi favne globaliseringen, så må vi blive mere rummelige og acceptere og udnytte forskellighed. Vi skal tage ansvar for vores verden - ikke bare for vores lille danske økonomi... Danmark kan bl.a. gøre dette ved at vise verden, at vi på rekordtid kan konvertere til et 100% vedvarende energisystem.
Jeg undrer mig også. Vi er mange, som forsøger at råbe beslutningstagerne op: Med NOAHs klimaplan 2050 fra sidste uge er vi nok oppe på en 5-8 stykker - anerkendte organisationer - som har fremlagt visioner og planer for, hvordan vi kommer over på den anden side. Vi skal sige farvel til olie, kul og gas og forbrændingsmotoren og byde velkommen til vedvarende energi og elmotoren. Det er ikke kun miljøorganisationer og oppositionen på Christiansborg, der fremlægger den slags planer og visioner. Også Ingeniørforeningen og brancheforeningen Dansk Energi er med i koret af organisationer med seriøse bud på, hvordan vi sikrer vores fremtid.
Faktisk venter vi kun på regeringen. Kan regeringen da ikke se, at vi lige nu har muligheden for at sikre fremtidens vedvarende energisystem samtidig med at løse den økonomiske krise? Svaret er desværre nej!
Hvis vi skal sikre fremtidens vedvarende energisystem kræver det styring af energisystemets udvikling ved hjælp af effektive (dvs. især økonomiske) virkemidler. De energiteknologier, vi skal leve af i fremtiden, skal have støtte og prisgarantier. Der skal lukkes af for de teknologier, der skal ud. Fx er det hul i hovedet, at man overhovedet kan købe et oliefyr i dag, og den høje pris på jordvarmeanlæg lægger stadig en dæmper på manges valg af opvarmningsform, selvom jordvarmen som regel vil være billigst i længden.
Selv er jeg ikke stolt af at være en del af Age of Stupid. Vi står i en global eksistentialistisk krise, og som menneskehed må vi forsøge at komme over på den anden side - ikke bare energipolitisk. Det handler nemlig om hele vores tilgang til verden og hinanden. Langt hen ad vejen agerer vi jo stadig som stenalderens stammefolk, som forsøger at holde de andre på afstand eller overtage deres ressourcer. Skal vi favne globaliseringen, så må vi blive mere rummelige og acceptere og udnytte forskellighed. Vi skal tage ansvar for vores verden - ikke bare for vores lille danske økonomi... Danmark kan bl.a. gøre dette ved at vise verden, at vi på rekordtid kan konvertere til et 100% vedvarende energisystem.
fredag den 21. maj 2010
Er børnearbejde altid forkert?
Virksomheder bør tage et samfundsmæssigt ansvar. Selvfølgelig, tænker jeg – og alle andre vel også. Selvfølgelig skal virksomheder tage ansvar for miljø, etik og menneskerettigheder – og stille krav til deres leverandører om at gøre det samme.
Men hvordan gør man så det? Når man helt konkret som virksomhed – eller organisation - skal leve op til et sådant ansvar. Hvornår kan man kalde sig for samfundsansvarlig?
Det er det spørgsmål, repræsentanter fra 160 lande netop diskuteret i København. Det er organisationen International Organization for Standardization (ISO), der er vært. De har nemlig de sidste fem år arbejdet på at lave en standard: ISO26000. Egentlig er den mere en guide end en standard, for en række lande med stærke industrilobbykræfter i ryggen har insisteret på, at arbejdet ikke måtte ende med en certificerbar standard. Det skulle jo nødigt blive til krav.
Dansk erhvervsliv derimod har bedt om en dansk udgave. En udgave, som bliver en rigtig standard, så man kan man bede om certifikater fra de virksomheder, man arbejder sammen med - og på den måde sikre, at hele produktkæden agerer samfundsmæssigt ansvarligt. Det er bemærkelsesværdigt – og positivt, at Danmark på denne måde går foran og viser verden, at der er fordele ved at kunne dokumentere, at man agerer etisk og samfundsmæssigt ansvarligt.
Ingen nem øvelse
Lige nu er jeg selv i gang med den ikke helt nemme øvelse - at udarbejde en CSR-strategi for Danmarks Naturfredningsforening. Det er spændende arbejde, men spørgsmålene hober sig op, når man skal definere en strategi, der strækker sig fra miljøansvar over menneskerettigheder til etik.
I vores sekretariat på Østerbro har vi indført lysstyring for fem år siden, men hvordan gør vi noget ved vores varmeregning i en lejet ejendom? Hvordan stiller vi krav til vore leverandører, når vi blot er en lille virksomhed med 60 ansatte, og leverandøren også har en koncern med 8.000 ansatte som kunde?
Og troede jeg, at spørgsmålene til miljø var mange, så er det ingenting mod den udfordring, der ligger i at stille sociale krav til leverandører. International Labor Organisation (ILO) har opstillet nogle krav, man kan bruge, men der er ingen certificeringsordning, så hvem kan man stole på? Og er børnearbejde altid forkert? Hvad hvis børnene før var slaver, men nu kun skal arbejde tre timer om dagen under rimelige arbejdsforhold og får skolegang oveni til gengæld? Og hvordan kontrollerer jeg, at leverandørerne rent faktisk gør, som de siger, og at det faktisk er markant bedre end lignende virksomheder i samme region?
Det røde ø-mærke var arbejdet værd
Det bliver hurtigt tydeligt, at de mange års indsats omkring miljømærkerne Svanen og Blomsten samt det røde Ø har været arbejdet værd. I dag kan en virksomhed eller en organisation stille krav om disse mærker. Og hvad sker der så? Så kommer flere og flere leverandører med – og mærkerne bliver faste holdepunkter i miljødelen af en samfundsansvars-indsats. Man ved, hvad man får, der er åbne kriterier, som jævnligt strammes, og der er kontrol med alle producenter.
Mine tanker går derfor til dansk erhvervsliv og det danske udvalg, som har været enormt aktivt i tilblivelsen af ISO26000 - og ikke mindst tak for den CERTIFICERBARE, danske udgave, som vil gøre det SÅ meget lettere at stille krav til underleverandører. Meget, meget nemmere. Husk at klappe jer selv på ryggen derinde på Scandic. Jeg krydser fingre for vedtagelsen. Arbejdsgruppen har netop tidligere i dag sendt den endelige version af den internationale vejledning til afstemning.
Kom med ind i kampen for at gøre det ordentligt. Følg vedtagelsen af ISO26000 på: http://www.iso26000cph2010.dk/
Men hvordan gør man så det? Når man helt konkret som virksomhed – eller organisation - skal leve op til et sådant ansvar. Hvornår kan man kalde sig for samfundsansvarlig?
Det er det spørgsmål, repræsentanter fra 160 lande netop diskuteret i København. Det er organisationen International Organization for Standardization (ISO), der er vært. De har nemlig de sidste fem år arbejdet på at lave en standard: ISO26000. Egentlig er den mere en guide end en standard, for en række lande med stærke industrilobbykræfter i ryggen har insisteret på, at arbejdet ikke måtte ende med en certificerbar standard. Det skulle jo nødigt blive til krav.
Dansk erhvervsliv derimod har bedt om en dansk udgave. En udgave, som bliver en rigtig standard, så man kan man bede om certifikater fra de virksomheder, man arbejder sammen med - og på den måde sikre, at hele produktkæden agerer samfundsmæssigt ansvarligt. Det er bemærkelsesværdigt – og positivt, at Danmark på denne måde går foran og viser verden, at der er fordele ved at kunne dokumentere, at man agerer etisk og samfundsmæssigt ansvarligt.
Ingen nem øvelse
Lige nu er jeg selv i gang med den ikke helt nemme øvelse - at udarbejde en CSR-strategi for Danmarks Naturfredningsforening. Det er spændende arbejde, men spørgsmålene hober sig op, når man skal definere en strategi, der strækker sig fra miljøansvar over menneskerettigheder til etik.
I vores sekretariat på Østerbro har vi indført lysstyring for fem år siden, men hvordan gør vi noget ved vores varmeregning i en lejet ejendom? Hvordan stiller vi krav til vore leverandører, når vi blot er en lille virksomhed med 60 ansatte, og leverandøren også har en koncern med 8.000 ansatte som kunde?
Og troede jeg, at spørgsmålene til miljø var mange, så er det ingenting mod den udfordring, der ligger i at stille sociale krav til leverandører. International Labor Organisation (ILO) har opstillet nogle krav, man kan bruge, men der er ingen certificeringsordning, så hvem kan man stole på? Og er børnearbejde altid forkert? Hvad hvis børnene før var slaver, men nu kun skal arbejde tre timer om dagen under rimelige arbejdsforhold og får skolegang oveni til gengæld? Og hvordan kontrollerer jeg, at leverandørerne rent faktisk gør, som de siger, og at det faktisk er markant bedre end lignende virksomheder i samme region?
Det røde ø-mærke var arbejdet værd
Det bliver hurtigt tydeligt, at de mange års indsats omkring miljømærkerne Svanen og Blomsten samt det røde Ø har været arbejdet værd. I dag kan en virksomhed eller en organisation stille krav om disse mærker. Og hvad sker der så? Så kommer flere og flere leverandører med – og mærkerne bliver faste holdepunkter i miljødelen af en samfundsansvars-indsats. Man ved, hvad man får, der er åbne kriterier, som jævnligt strammes, og der er kontrol med alle producenter.
Mine tanker går derfor til dansk erhvervsliv og det danske udvalg, som har været enormt aktivt i tilblivelsen af ISO26000 - og ikke mindst tak for den CERTIFICERBARE, danske udgave, som vil gøre det SÅ meget lettere at stille krav til underleverandører. Meget, meget nemmere. Husk at klappe jer selv på ryggen derinde på Scandic. Jeg krydser fingre for vedtagelsen. Arbejdsgruppen har netop tidligere i dag sendt den endelige version af den internationale vejledning til afstemning.
Kom med ind i kampen for at gøre det ordentligt. Følg vedtagelsen af ISO26000 på: http://www.iso26000cph2010.dk/
onsdag den 12. maj 2010
Gang i varmepumperne!
Der er virkelig vilje derude lige nu. Energistyrelsen har fået 18.000 ansøgninger om økonomisk støtte til varmepumper, altså jordvarmeanlæg. Det er jo den helt rigtige vej, og det viser, hvor meget en målrettet støtteordning kan flytte på tingene. Energistyrelsen yder 20.000 kr. i støtte per anlæg.
En varmepumpe leverer tre gange så meget varme, som den bruger af el. Og derfor er det en rigtig god idé at skifte til jordvarme, nu hvor mange oliefyr og naturgasfyr enten er helt døde eller bare trænger til en større opfriskning. Men det er også smart, fordi vi løber tør for olie og naturgas i løbet af ca. 10 år - og til den tid altså bliver helt afhængige af andre landes leverancer…
Spørgsmålet er så, om det er smart, at der bliver installeret tusindevis af jordvarmeanlæg uden varmelagre? Der er nemlig ikke krav om varmelagre, som det ser ud nu. Det kan betyde, at elforbruget stiger på de forkerte tidspunkter, fordi anlægget blot kører, når der er behov for varme, hvilket ofte vil være samtidig med, at ovnen og vaskemaskinen også kører.
Det ville være rigtig smart, hvis regeringen tænkte lidt mere i sammenhænge og brugte lejligheden til at stille krav om varmelagre til jordvarmeanlæg. Samtidig kunne regeringen rulle det intelligente elnet ud. Derved kan man sikre, at jordvarmeanlæggene kan fjernstyres til at tænde, når der er overskud af vindmølle-el og så blot opvarmer vand i det lokale varmelager, der kan gemme varmt vand, svarende til et døgns forbrug…
Måske kan det reddes alligevel - der er trods alt langt fra de 18.000 anlæg til de godt 800.000 anlæg vi gerne ser skiftet fra enten olie eller gas til jordvarme.
En varmepumpe leverer tre gange så meget varme, som den bruger af el. Og derfor er det en rigtig god idé at skifte til jordvarme, nu hvor mange oliefyr og naturgasfyr enten er helt døde eller bare trænger til en større opfriskning. Men det er også smart, fordi vi løber tør for olie og naturgas i løbet af ca. 10 år - og til den tid altså bliver helt afhængige af andre landes leverancer…
Spørgsmålet er så, om det er smart, at der bliver installeret tusindevis af jordvarmeanlæg uden varmelagre? Der er nemlig ikke krav om varmelagre, som det ser ud nu. Det kan betyde, at elforbruget stiger på de forkerte tidspunkter, fordi anlægget blot kører, når der er behov for varme, hvilket ofte vil være samtidig med, at ovnen og vaskemaskinen også kører.
Det ville være rigtig smart, hvis regeringen tænkte lidt mere i sammenhænge og brugte lejligheden til at stille krav om varmelagre til jordvarmeanlæg. Samtidig kunne regeringen rulle det intelligente elnet ud. Derved kan man sikre, at jordvarmeanlæggene kan fjernstyres til at tænde, når der er overskud af vindmølle-el og så blot opvarmer vand i det lokale varmelager, der kan gemme varmt vand, svarende til et døgns forbrug…
Måske kan det reddes alligevel - der er trods alt langt fra de 18.000 anlæg til de godt 800.000 anlæg vi gerne ser skiftet fra enten olie eller gas til jordvarme.
torsdag den 6. maj 2010
Prisen på olie...
Prisen på olie…
Ak, de stigende energipriser… Alle kender prisen på en tønde olie… sådan da. Det er vist noget med 100 $ - måske lidt mere eller mindre. Det går jo op og ned, og OPEC-landene forsøger jo på bedste planøkonomiske vis at snyde markedet og manipulere prisen derhen, hvor det passer os bedst, at den ligger lige nu.
Men hvad er prisen på olie egentlig? Altså den fulde pris? Den pris, som også indregner oprensning og genetablering efter oliespild af gigantiske dimensioner som det, vi ser lige nu ud for USA's sydøstkyst? Hvad bliver prisen, hvis vi også indregner tusinder af jordforureningssager, sundhedsomkostninger ved håndtering af olien, luftforureningen fra forbrænding af olien i motorer og kraftværker osv.
Der var engang en oliesheik, der sagde, at Stenalderen jo ikke ophørte på grund af mangel på sten…
Ak, de stigende energipriser… Alle kender prisen på en tønde olie… sådan da. Det er vist noget med 100 $ - måske lidt mere eller mindre. Det går jo op og ned, og OPEC-landene forsøger jo på bedste planøkonomiske vis at snyde markedet og manipulere prisen derhen, hvor det passer os bedst, at den ligger lige nu.
Men hvad er prisen på olie egentlig? Altså den fulde pris? Den pris, som også indregner oprensning og genetablering efter oliespild af gigantiske dimensioner som det, vi ser lige nu ud for USA's sydøstkyst? Hvad bliver prisen, hvis vi også indregner tusinder af jordforureningssager, sundhedsomkostninger ved håndtering af olien, luftforureningen fra forbrænding af olien i motorer og kraftværker osv.
Der var engang en oliesheik, der sagde, at Stenalderen jo ikke ophørte på grund af mangel på sten…
onsdag den 28. april 2010
uhyrlige prisstigninger på offentlig transport
Det er flere år siden, jeg hørte nogen sige, at hvis benzinen havde steget lige så meget i pris som tog- og busbilletter, så skulle en liter koste 35 kr. i dag…
Det var vist en langsigtet måling, som gik 10-20 år tilbage, men den er blevet aktuel igen. Danmark topper med en rekordhøj stigning i billetpriserne: prisen på et klippekort er steget næsten 70 procent på 10 år (http://borsen.dk/transport/nyhed/178458/). Den generelle prisstigning i samme periode er på under 20 procent.
Der er ikke noget at sige til, at vi ser en eksploderende privatbilisme – det offentlige transportsystem er nu kun for de halv-rige, som f.eks. har råd til at betale 70 kr. om dagen for komme til og fra arbejde i København, hvor de ikke længere kan parkere deres bil, fordi trængslen er så stor. Udviklingen forekommer helt på hovedet!
Hvis man nu forestiller sig… et gratis offentligt transportsystem med fuld automatik, og man husker at regne alle side-effekterne af dette ind – mon det så egentlig bliver dyrere? Der skal ikke billetteres og kontrolleres mere, og belægningen vil nok blive så høj, at effektiviteten af hele systemet vil være i top. Samfundsøkonomisk kan vi så også tillægge besparelser fra færre luftvejslidelser pga. mindre vejtrafik samt bedre bymiljø med færre biler, færre ulykker osv…
Det, som måske især mangler, er en gen-tænkning af transportens funktion i hverdagen: Hvordan handler du to poser i Føtex, kommer videre til en skole og en børnehave for at hente børn og til sidst hjem for at lave mad? Der er behov for, at vi f.eks. også kommer videre med online-køb af dagligvarer med levering på hjemmeadressen, for ordninger hvor man henter hinandens børn og til gengæld kan ringe til pædagogen om aftenen for at høre, hvordan det er gået, samt melder sig til telebussen, når man skal til banko om aftenen.
Ud af boxen – ind i fremtiden, tak!
Hvad kan du selv foreslå?
Det var vist en langsigtet måling, som gik 10-20 år tilbage, men den er blevet aktuel igen. Danmark topper med en rekordhøj stigning i billetpriserne: prisen på et klippekort er steget næsten 70 procent på 10 år (http://borsen.dk/transport/nyhed/178458/). Den generelle prisstigning i samme periode er på under 20 procent.
Der er ikke noget at sige til, at vi ser en eksploderende privatbilisme – det offentlige transportsystem er nu kun for de halv-rige, som f.eks. har råd til at betale 70 kr. om dagen for komme til og fra arbejde i København, hvor de ikke længere kan parkere deres bil, fordi trængslen er så stor. Udviklingen forekommer helt på hovedet!
Hvis man nu forestiller sig… et gratis offentligt transportsystem med fuld automatik, og man husker at regne alle side-effekterne af dette ind – mon det så egentlig bliver dyrere? Der skal ikke billetteres og kontrolleres mere, og belægningen vil nok blive så høj, at effektiviteten af hele systemet vil være i top. Samfundsøkonomisk kan vi så også tillægge besparelser fra færre luftvejslidelser pga. mindre vejtrafik samt bedre bymiljø med færre biler, færre ulykker osv…
Det, som måske især mangler, er en gen-tænkning af transportens funktion i hverdagen: Hvordan handler du to poser i Føtex, kommer videre til en skole og en børnehave for at hente børn og til sidst hjem for at lave mad? Der er behov for, at vi f.eks. også kommer videre med online-køb af dagligvarer med levering på hjemmeadressen, for ordninger hvor man henter hinandens børn og til gengæld kan ringe til pædagogen om aftenen for at høre, hvordan det er gået, samt melder sig til telebussen, når man skal til banko om aftenen.
Ud af boxen – ind i fremtiden, tak!
Hvad kan du selv foreslå?
tirsdag den 20. april 2010
Hvad kan vi lære af en vulkansky?
Hele Nordeuropa er i undtagelsestilstand! Naturen viser sig fra sin problematiske side, og det umuliggør flytrafik i store dele af verden. Flere spørger mig, hvad dette betyder for klimaet mere globalt? Ja, mandag aften hørte vi en forsker fortælle, at det globale klima nok ikke påvirkes noget særligt. Vulkanen hører til de små, og den befinder sig ret højt mod nord, hvor der ikke er særlig meget solindstråling at hæmme.
Men hvad så med de indirekte effekter? Tusindvis af mennesker er strandet rundt om i verden og kan ikke flyve hjem; tusinder af erhvervsfolk kan ikke komme til de møder, de havde planlagt. Hvad gør man så?
Ja, man gør i virkeligheden noget, som gavner vores klima. Det, vi ser, er for eksempel, at de strandede personer hyrer taxaer til at køre den lange tur, de ellers skulle have fløjet, eller de lejer en bil. For at spare penge, arrangerer man samkørsel, som er en rigtig god måde at nedbringe CO2-udslippet på. Tre erhvervsfolk og en chauffør i bil fra København til Bruxelles giver nok en CO2-udledning, der er noget mindre end flyveturen.
Mange tager også toget – hvis de da ellers kan nå at få en plads, og der skal nok være nogle Harry’er i flokken, som sværger til bil og fly, som nu opdager, at toget er en behagelig arbejdsplads undervejs på rejsen. I toget kan man også gå lidt rundt og strække ben, der kræves hverken hysterisk sikkerhed, eller at man har cheket ind en time før afrejse, m.m.
Mest interessant er måske alle de virksomheder, som farer ud og køber eller lejer video-konference-udstyr, så man kan holde de aftalte møder uden at skulle flyve... De finder så ud af, at det rent faktisk virker at holde møder over lang afstand på den måde – og måske erstatter de fremover 8 ud af 10 flyrejser med videokonferencer... Det ville nedbringe CO2-udledningen markant.
Ja, der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget…
Men hvad så med de indirekte effekter? Tusindvis af mennesker er strandet rundt om i verden og kan ikke flyve hjem; tusinder af erhvervsfolk kan ikke komme til de møder, de havde planlagt. Hvad gør man så?
Ja, man gør i virkeligheden noget, som gavner vores klima. Det, vi ser, er for eksempel, at de strandede personer hyrer taxaer til at køre den lange tur, de ellers skulle have fløjet, eller de lejer en bil. For at spare penge, arrangerer man samkørsel, som er en rigtig god måde at nedbringe CO2-udslippet på. Tre erhvervsfolk og en chauffør i bil fra København til Bruxelles giver nok en CO2-udledning, der er noget mindre end flyveturen.
Mange tager også toget – hvis de da ellers kan nå at få en plads, og der skal nok være nogle Harry’er i flokken, som sværger til bil og fly, som nu opdager, at toget er en behagelig arbejdsplads undervejs på rejsen. I toget kan man også gå lidt rundt og strække ben, der kræves hverken hysterisk sikkerhed, eller at man har cheket ind en time før afrejse, m.m.
Mest interessant er måske alle de virksomheder, som farer ud og køber eller lejer video-konference-udstyr, så man kan holde de aftalte møder uden at skulle flyve... De finder så ud af, at det rent faktisk virker at holde møder over lang afstand på den måde – og måske erstatter de fremover 8 ud af 10 flyrejser med videokonferencer... Det ville nedbringe CO2-udledningen markant.
Ja, der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget…
torsdag den 15. april 2010
Verdensmestre i affald – på flere måder
Danskerne producerer mest affald per borger i EU! Tankevækkende at landet med verdens første miljøministerium, nu er verdens værste på affaldsområdet! Men samtidig er Danmark på mange måder også blandt de bedste til at håndtere affald; for eksempel er vores affaldsforbrændingsprocesser blandt verdens bedste – med de laveste emissioner og en høj energiudnyttelse… Gad vide, om der egentlig er en sammenhæng…?
I 1980’erne og 1990’erne grundlagde myndighederne den danske forbrændingskultur for husholdningsaffald. Vi valgte det næstbedste, fordi det bedste dengang ikke var muligt: Affaldsminimering og genanvendelse af en lang række materialer var simpelthen for komplekst og dyrt dengang. Derfor valgte man modellen med kraftvarme baseret langt hen ad vejen på affaldsforbrænding. Fjernvarmen blev udbygget, og samlet set har modellen været god for sin tid.
Men nu må vi så se at komme videre! Vugge-til-vugge-princippet er på vej ind mange steder, og grundtankerne er gode: Det handler om kredsløb, om at lukke materialestrømmene, så de mødes igen. Det hænger nøje sammen med trenden i Europæisk regulering, der hedder producentansvar; at virksomhederne skal have det fulde ansvar for produktet – også når det er udtjent. Det gælder allerede for elektronikprodukter i dag, og det er jo netop den liberale linje, miljøministeren efterlyste i artiklen i Berlingske den 13. april om regeringens affaldsstrategi – en affaldsstrategi, der er uden mål, midler og bevillinger.
Det smarte ved producentansvar er, at når virksomhederne ved, at de får deres egne produkter i hovedet igen, når de er udtjente, ja så er der virkelig gode incitamenter for at fjerne tungmetaller og andre problematiske stoffer fra produkterne, når de produceres. Der er gode grunde til, at gøre produkterne adskil-bare og reparér-bare og på andre måder sikre, at de kan gå tilbage i cyklus og bruges igen. Så er det, at vi for alvor er ved at lære noget af naturen, som jo bruger de principper hver dag.
Designer Mette Bak Andersen har designet en lampe til DN, som er produceret i genbrugsplast. Den kan du vinde (se her: www.hvisduvarenhjort.dk) i forbindelse med affaldsindsamlingen, som finder sted på søndag. Der er allerede 83.300 tilmeldte – folk, som mener, der bør være mere styr på vores affald, og som nok også ville glæde sig over større genbrug af materialer.
I 1980’erne og 1990’erne grundlagde myndighederne den danske forbrændingskultur for husholdningsaffald. Vi valgte det næstbedste, fordi det bedste dengang ikke var muligt: Affaldsminimering og genanvendelse af en lang række materialer var simpelthen for komplekst og dyrt dengang. Derfor valgte man modellen med kraftvarme baseret langt hen ad vejen på affaldsforbrænding. Fjernvarmen blev udbygget, og samlet set har modellen været god for sin tid.
Men nu må vi så se at komme videre! Vugge-til-vugge-princippet er på vej ind mange steder, og grundtankerne er gode: Det handler om kredsløb, om at lukke materialestrømmene, så de mødes igen. Det hænger nøje sammen med trenden i Europæisk regulering, der hedder producentansvar; at virksomhederne skal have det fulde ansvar for produktet – også når det er udtjent. Det gælder allerede for elektronikprodukter i dag, og det er jo netop den liberale linje, miljøministeren efterlyste i artiklen i Berlingske den 13. april om regeringens affaldsstrategi – en affaldsstrategi, der er uden mål, midler og bevillinger.
Det smarte ved producentansvar er, at når virksomhederne ved, at de får deres egne produkter i hovedet igen, når de er udtjente, ja så er der virkelig gode incitamenter for at fjerne tungmetaller og andre problematiske stoffer fra produkterne, når de produceres. Der er gode grunde til, at gøre produkterne adskil-bare og reparér-bare og på andre måder sikre, at de kan gå tilbage i cyklus og bruges igen. Så er det, at vi for alvor er ved at lære noget af naturen, som jo bruger de principper hver dag.
Designer Mette Bak Andersen har designet en lampe til DN, som er produceret i genbrugsplast. Den kan du vinde (se her: www.hvisduvarenhjort.dk) i forbindelse med affaldsindsamlingen, som finder sted på søndag. Der er allerede 83.300 tilmeldte – folk, som mener, der bør være mere styr på vores affald, og som nok også ville glæde sig over større genbrug af materialer.
tirsdag den 6. april 2010
Vedvarende energi: Hvad venter vi på?
I 2020 er Danmark løbet tør for olie og gas og mister derved en indtægt på 67 milliarder kroner årligt. Sådan ser det i hvert fald ud ifølge Energistyrelsen (Energistatistikken for 2008).
Hvad gør vi så?
Ja, vi kan jo vælge at agere, som vi plejer - og købe russisk gas til den tid, eller vi kan fortsætte med at basere vores energiforsyning på den forurenende kul, som der er masser af. Nu er vores kraftværker jo toptunede til kullen. Der er rigeligt af den, og den er billig – lige nu.
Men vi kunne også vælge at agere lidt mere reflekteret, tage tyren ved hornene og satse på at blive 100 procent selvforsynende med vedvarende energi i løbet af 20-30 år. Det er en stor satsning, men tænk engang, hvad vi vil få oveni hatten, hvis vi gør det.
Luftforureningen vil falde drastisk – nationalt, fordi kraftværkernes udledninger vil reduceres til næsten ingenting, og lokalt, fordi et samfund, der er baseret på vedvarende energi, hænger nøje sammen med en revolution for el-bilen. Når flere hundrede års afhængighed af forbrændingsmotorer ophører og erstattes med elmotorer, vil det betyde langt mindre støj.
Også de utallige tilfælde af jordforurening fra private såvel som erhvervsolietanke, vil klinge af, når vi udfaser brugen af fossile brændsler over en kam.
Hvad skal der til? Først og fremmest politisk mod til at gøre op med kortsigtede økonomiske kalkuler om, at billig gas fra Rusland er en god forretning, og at kul er billig og rigelig. Fra politisk side skal man turde erkende, at de store satsninger på kraftværkerne ikke er en løsning, der rækker ud i fremtiden.
En af motivationerne for at vælge den vedvarende energi-vej er de faldende udledninger og deraf bedre sundhedstilstand. Men det er i lige så høj grad tanken om selvforsyning, der skal drive satsningen på den vedvarende energi. Satser vi på solen, vinden og bølgernes energi, behøver vi ikke lave prognoser for, hvornår vi løber tør, eller hvornår priserne vil svinge som følge af andre landes udenrigspolitik. Hvad venter vi på?
I Danmarks Naturfredningsforening opfordrer vi regeringen til ikke bare at følge markedet og de kortsigtede besparelser. Tænk stort og visionært – kap 1980’ernes navlestreng til de fossile energiteknologier og flyt al fokus og alle midler over på en energiforsyning og distribution, der i løbet af en generation er ude af afhængigheden af alt andet end sol, vind og geotermi. Opstil faste delmål for hvert tredje år og afsæt de nødvendige midler. Tænk virkemidlerne igennem og integrer dem i ny lovgivning, så alle dele af vores energisystem geares til et system, hvor alle former for vedvarende energi integreres optimalt.
Vi har potentialet i Danmark til igen at blive en førernation inden for disse teknologier, men der skal satses helhjertet!
Hvad gør vi så?
Ja, vi kan jo vælge at agere, som vi plejer - og købe russisk gas til den tid, eller vi kan fortsætte med at basere vores energiforsyning på den forurenende kul, som der er masser af. Nu er vores kraftværker jo toptunede til kullen. Der er rigeligt af den, og den er billig – lige nu.
Men vi kunne også vælge at agere lidt mere reflekteret, tage tyren ved hornene og satse på at blive 100 procent selvforsynende med vedvarende energi i løbet af 20-30 år. Det er en stor satsning, men tænk engang, hvad vi vil få oveni hatten, hvis vi gør det.
Luftforureningen vil falde drastisk – nationalt, fordi kraftværkernes udledninger vil reduceres til næsten ingenting, og lokalt, fordi et samfund, der er baseret på vedvarende energi, hænger nøje sammen med en revolution for el-bilen. Når flere hundrede års afhængighed af forbrændingsmotorer ophører og erstattes med elmotorer, vil det betyde langt mindre støj.
Også de utallige tilfælde af jordforurening fra private såvel som erhvervsolietanke, vil klinge af, når vi udfaser brugen af fossile brændsler over en kam.
Hvad skal der til? Først og fremmest politisk mod til at gøre op med kortsigtede økonomiske kalkuler om, at billig gas fra Rusland er en god forretning, og at kul er billig og rigelig. Fra politisk side skal man turde erkende, at de store satsninger på kraftværkerne ikke er en løsning, der rækker ud i fremtiden.
En af motivationerne for at vælge den vedvarende energi-vej er de faldende udledninger og deraf bedre sundhedstilstand. Men det er i lige så høj grad tanken om selvforsyning, der skal drive satsningen på den vedvarende energi. Satser vi på solen, vinden og bølgernes energi, behøver vi ikke lave prognoser for, hvornår vi løber tør, eller hvornår priserne vil svinge som følge af andre landes udenrigspolitik. Hvad venter vi på?
I Danmarks Naturfredningsforening opfordrer vi regeringen til ikke bare at følge markedet og de kortsigtede besparelser. Tænk stort og visionært – kap 1980’ernes navlestreng til de fossile energiteknologier og flyt al fokus og alle midler over på en energiforsyning og distribution, der i løbet af en generation er ude af afhængigheden af alt andet end sol, vind og geotermi. Opstil faste delmål for hvert tredje år og afsæt de nødvendige midler. Tænk virkemidlerne igennem og integrer dem i ny lovgivning, så alle dele af vores energisystem geares til et system, hvor alle former for vedvarende energi integreres optimalt.
Vi har potentialet i Danmark til igen at blive en førernation inden for disse teknologier, men der skal satses helhjertet!
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
