tirsdag den 23. august 2011

Den giftige sandhed

Hvor er det godt, vi har nogle grundregler for demokratiet. En af dem hedder, at en minister ikke må lyve overfor Folketinget – man skulle tro, det giver sig selv, når man har fået en så betroet post som at være minister… Jeg tænker, at hvis jeg var minister, så ville jeg gøre alt for at holde mig på den troværdige sti, men det kan øjensynlig være svært.

Vi lukker den ene drikkevandsboring efter den anden på grund af sprøjtegifte. Men da det kom frem, at stoffet glyphosat, der findes i vores mest anvendte sprøjtegift Roundup, nu spores i grundvandet, var Karen Ellemann hurtigt ude at sige, at det var en fejl: Der var fejl i analyserne! Fagfolk som mig selv tænkte dengang, at det lyder nu mærkeligt, for analysefirmaet er blandt de absolut mest anerkendte af slagsen i Europa, men fejl kan selvfølgelig ske – selv for de bedste.

Nu har analysefirmaet så fået et andet anerkendt analysefirma til at tjekke undersøgelserne, og de holder vand, faktisk. Spørgsmålet er så, hvordan ministeren kunne finde fejl dengang? Var det virkelig helt der nede i det underlødige politiske rænkespil, som handlede om, at sagen bare skulle lægges død nu – koste hvad det ville? For koste, kommer det nok til på én eller anden måde. Man vildleder ikke Folketinget ustraffet i Danmark (i hvert fald ikke, hvis det bliver opdaget), men straffen kan så blot bestå i, at Kemiske Karen bliver til Komiske Karen og karrieren i Folketinget får et knæk, hvilket er så godt som uden betydning nu, hvor der er få måneder til et folketingsvalg og taburetterne alligevel skiftes ud.

Og mange tænker nok, at det er ligegyldigt med lidt RoundUp i grundvandet. Men NEJ, det er en katastrofe! Dels for landbruget, som er afhængig af det skidt og pladrer 1000 tons glyphosat om året ud i det danske landskab for at holde det fallerede industrilandbrug kørende. Dels for dit og mit drikkevand, for det koster kassen (din brugerbetaling samt skattetrykket!) at lukke vandboringer og bore nye.

Faktisk ved vi, hvad landbruget skal gøre i stedet: De skal omlægge til 100 procent økologisk landbrug i Danmark – det skulle kunne lade sig gøre over en 30-årig periode, især hvis du og jeg bliver ved med at købe økologi, overbevise naboen og vennerne og kollegerne om det samme - og ikke mindst ved at stemme på politikere, som reelt vil økologien, miljøet og naturen, når valget kommer - lige om lidt…