torsdag den 17. november 2011

Velstand uden vækst

I fredags var jeg til 20 års jubilæum, hvor jeg havde mulighed for at opleve Tim Jackson – manden, der i 2009 skrev bogen ”Velstand uden vækst”, og én af de få økonomer, der har konkrete bud på, hvordan vi kommer videre ud af den rævesaks, vi kalder vækstøkonomien. Det økonomiske system kaldes stabilt, så længe der er vækst, men hvor længe kan vi holde til at stramme skruen lidt mere?

Tænk engang på din egen arbejdssituation… Hvor meget mere effektiv kan du være og stadig synes, det er sjovt? Og hvis du synes, du godt kan blive 10% mere effektiv, så husk på, at det aldrig stopper i vækstøkonomien.

Man kan nemlig ikke stoppe væksten i vores økonomi – hvis den stopper, hedder det stagnation, og det fører til kollaps, som vi ser tegn på flere steder i Europa for tiden. Økonomerne har altså ikke noget svar på, hvordan vi ”lander” på et bæredygtigt niveau, hvor vi stadig udvikler os men uden at drive rovdrift på alt fra naturressourcer til menneskers arbejdskraft.

Så der er et stort behov for, at vi får pillet i selve maskinrummet i de økonomiske modeller. Men samtidig er der også behov for, at vi sætter gang i nogle af de helt konkrete omstillinger, som kan understøtte en ny tilgang til økonomi, vækst og bæredygtig udvikling. Tim Jacksons bud på dette er ”Green New Deal” og servicesamfundet.

Green New Deal består i, at vi skal fremme vedvarende energi, investere i grøn teknologi, energirenovere bygninger samt udbygge infrastruktur. Servicesamfundet handler om at vi skal bruge færre naturressourcer i produkter, hvilket kræver mere genanvendelse og accept af, at vi skal købe og eje mindre selv og mere i fællesskab. Produkter skal holde længe, kunne repareres og opgraderes. Vi skal forbruge kulturoplevelser, naturoplevelser og andre fællesoplevelser. Vi skal eje flere ting i fællesskab – altså ikke bare delebiler, men også dele-græsslåmaskiner, dele-jordvarmeanlæg, dele-sommerhuse osv.

Bliver det så et surt liv, hvor vi skal bo i jordhuler? Nej, jeg tror faktisk, vi skaber en bedre verden på den måde. En verden, hvor vi godt nok skal vende os til at eje mindre og finde mindre tilfredsstillelse i at købe nyt før naboen. Men også en verden, hvor vi har mere fællesskab, mindre stress, mere lighed, mindre misundelse, et renere miljø, mindre gæld, mere glæde…

Bonusafsnit til mine bloglæsere på blogspot…;-)

I pausen tog jeg en snak med Tim Jackson om den menneskelige faktor, som han havde trukket frem i sin præsentation. Vi er jo egoistiske af natur, men også sociale. Hvordan fremmer vi den sociale del og hæmmer den egoistiske? Hvordan får vi folk til i højere grad at efterspørge livskvalitet, som ikke er baseret på ”mest til mig selv og mine” og ”køb, brug og smid væk”?

Umiddelbart var hans reaktion, at ulighed er et stort problem i denne sammenhæng. Når der er stor ulighed, er misundelse samt frygten for at blive opfattet som længere nede af den sociale rangstige end man er, stærke kræfter. Kræfter, som får folk til at købe ting, de ikke har behov for med penge, de ikke har, for at imponere folk, de ikke kan lide.

Men jeg spurgte også til påfugleeffekten – altså den mindre kendte del af Darwins teorier, som fx Tor Nørretranders har skrevet om i ”Det generøse menneske” og som først blev anerkendt i 1970’erne. Påfuglehanen har en enorm og smuk hale, som gør det meget sværere for den at flygte fra fx et rovdyr. Darwin undrede sig over det uøkonomiske i at have sådan en hale, når nu han lige havde fundet ud af, at arternes udvikling handler om at være bedst til at overleve i den biotop, dyret nu engang befinder sig i. Påfuglens hale er en klods om benet i denne sammenhæng.
Darwin dykkede ned i problemstillingen og fandt ud af, at alle dyr har sådanne påfuglefjer (blot ikke altid så i øjenfaldende) hvis funktion er at finde en mage – altså videreføre sine gener. Signalet til det modsatte køn er: ”Se mig! På trods af min store, smukke hale kan jeg sagtens undvige ræven!”. Dette imponerer hunnen, som så indvilliger i parring.

På menneskesprog kan påfuglehalen have mange ansigter. De klassiske handler om muskelkraft – senere om store biler og ødselt forbrug. Men når det kommer til stykket, så kan det meste af det, vi foretager os, som ikke handler om at spise, sove og have tag over hovedet, tillægges påfugleeffekten.

Tim Jackson havde også tænkt de tanker, og hans bud på en retning at gå i den sammenhæng var at understøtte uddannelse helt bredt. Det er nemlig sådan, sagde han, at jo højere uddannelsesniveau, desto mindre handler kurtiseringen om store biler og overforbrug. Det, veluddannede kvinder falder for, er altså langt mere de immaterielle ting: dygtighed, personlig gennemslagskraft og overskud, kulturindsigt, viden, rummelighed, uselviskhed, generøsitet… Jeg lader konklusionen stå til nærmere overvejelse… specielt måske til kvinderne, som med Darwins mindre kendte teori, pludselig har en voldsom magt over fremtidens forbrugskultur…