tirsdag den 11. december 2012

Flere juleticks…

Så vil jeg da også lige blande mig i budene på, hvordan man stresser bare lidt ned i december. I går skrev Peter Albæk, at det er ok at springe nogle af alle julens arrangementer over for at kunne give sig tid til ro og nærvær i familien, og Johanne Boesdal foreslog, at delebørn får lov til at nøjes med én jul.

Begge dele handler om at sige fra og finde ind til kernen af det, det handler om. Om at fokusere på samværet og give det den tid, det skal have, for at blive godt. Skruer vi lidt ned for gaver og for kæmpemåltider i lange baner og nyder sneen i parkerne – eller guirlanderne i gaderne, så kan vi være heldige at finde ind til nogle af de værdier, som alt for let bliver væk i indkøb, gaver, stress og mad.

Og så til nogle juletricks. Det står ikke hugget i sten, at gaver skal købes i butikker. Nettet bugner med tilbud – og du får leveret direkte til døren. Eller endnu bedre: Få gaverne sendt til din arbejdsplads, så du ikke spilder tiden på at skulle forbi posthuset at stå i kø. Og så behøver det jo ikke være elektronikgrej det hele. Hvad med at købe en ged, en teatertur eller et medlemskab af UNICEF eller Danmarks Naturfredningsforening?

Noget, som også kan stresse meget, er opgaven med at være vært i julen. Når familien kommer og skal overnatte, så skal der være håndklæder og rent sengetøj og købes store mængder mad ind – ja, generelt er der høje forventninger til serviceniveauet. Men behøver det egentlig være sådan? Hvad med at bede familien om lige at rulle deres eget sengetøj sammen og tage med i en pose? Hvad med at uddelegere, så alle bidrager med det, de er bedst til? Og hvad med at tage en snak om ambitionsniveauet, så I kan fokusere på det vigtige: At være sammen og hygge.

Når I så er samlet, kan I hjælpe hinanden og verden lidt ved at huske at sortere alt gavepapiret til genbrug, ved bruge det overskydende fedt fra julemaden til fuglekugler på altanen samt ved at køre sammen til julearrangementerne. Gør dog op med den kommercielle jul og find ind til fællesskabet. God Jul!

Find flere juleråd her:



tirsdag den 13. november 2012

Skal vi dele en køretur?

Noget af det sjove ved Facebook og Twitter er, at man opdager alle de små initiativer, der kommer nedefra – ikke bare i Danmark, men i hele verden. I fredags opdagede jeg, at en bevægelse i USA forsøger at gøre 14. november til ”Global Sharing Day”, altså global dele-dag. Så i morgen kan du overveje at dele din morgenpendling, din mad, din gode historie, din cykel, din stue, dine penge, dine bekymringer eller din glæde ved livet.

Det kan altså være i morgen, du inviterer naboen til middag, måske fordi de er ved at bygge om. Det kan også være i morgen, du tager et par frysende mennesker op i din bil og sætter dem af i nærheden af deres arbejde. Eller du kunne dele ud af nogle af dine penge til et godt formål. Hvis du hellere vil spare penge, kan du foreslå i grundejerforeningen, at I bygger et fælles redskabsskur og deler græsslåmaskine, hækkeklipper og fræser.

Du kan sikkert finde på flere gode måder at dele på selv. Og så er det jo dejligt at dele, og det giver noget at tale om.

Delebølgen er derude i mange former. F.eks. er der rigtig godt gang i byttemarkeder for tiden – de breder sig i hele landet. En andet koncept , jeg faldt over er eet, der kalder sig Little Free Library. En pæl med et lille skab med låger og tag, som står offentligt tilgængeligt, og hvor man kan tage en bog og sætte en anden. Der står eet i H.C. Lumbyesgade på Østerbro.

Fælles for mange af delekoncepterne er, at de jo ikke er nye i deres grundidé, men at de lige bliver twistet til noget, folk bider an på. Det kan være det rent æstetiske eller det, at der i byttemarkeder ikke er penge involveret, som f.eks. gør oplevelsen meget anderledes end det klassiske loppemarked. Og bogbyttesteder findes jo på biblioteker og cafeer og vandrerhjem og hoteller og har gjort det i mange år.

Jeg selv skal ud at køre i morgen. Jeg kører rundt og tilbyder lift i København i Naturfredningsforeningens elbil. Følg med på Danmarks Naturfredningsforenings  facebook-profil og skriv, hvis du gerne vil have et lift i København.

----------------------------------------
Lænker til delesteder på nettet kommer her:


tirsdag den 16. oktober 2012

Hvad kan vi lære af en 200 år gammel historie?


I dag og i morgen er jeg sammen med 50 spændende folk på Vallekilde Højskole. Vi skal grave lidt i fortiden – helt præcist i, hvad der skete for 199 år siden i 1813, da Danmark gik rabundus. Det er nu ikke et historisk projekt – nærmere en søgen efter den lære, som vi kan trække op til i dag, hvor verden også har ondt i økonomien.

Når jeg pludselig interesserer mig for historiske udgravninger, så er det jo fordi, jeg synes, vi generelt skulle bliver bedre til at lære af historien. Og så fordi, jeg tror på, at vi har et vindue nu til at arbejde med sammenhængen imellem økonomi og bæredygtighed.

I torsdags var Arnold fx forbi Danmark for at trække folk til Det Kongelige Teater til Sustainias prisuddeling. Det er et bæredygtighedsprojekt, som handler meget om at vende tilgangen til bæredygtighed fra at det er dyrt og besværligt til at det skaber muligheder. Også Ida Aukens erhvervspanel for grøn omstilling kom sidste fredag med nogle pointer i den dur.

Med til Vallekilde tager jeg historien om Amagerforbrændingen, som jo handler om, at nogle politikere i København og en masse andre forsøgte at tænke fremad og bad om de løsninger, som ville skabe en bæredygtig fremtid for Storkøbenhavns energi- og ressourcesystem, men at det mødte så meget modstand fra alle de, der havde penge i klemme, at det nok alligevel ender med nye kæmpeovne, som fastholder os i forbrænding af vore ressourcer de næste 40 år også.

For noget af det, vi skal lære, er, at når pengene styrer, så bliver det kortsigtet, og det bliver plejer-løsningerne. Og derfor kan økonomiske kriser ikke løses af pengesystemet selv. Der skal politik til – prioriteringer, der går imod de nemme løsninger og de kortsigtede gevinster. Men frem for at blive ved med at lægge tunge åg på de siddende politikeres skuldre, så bliver vi også nødt til at justere på selve mekanismerne i pengesystemet. Det skal gøres fordelagtigt at vælge de løsninger, der skaber en bæredygtig fremtid. Det skal være nemmest og billigst at gøre det rigtige.

Jeg skal selv ud på tynd is og gøre noget, jeg ikke plejer her på Vallekilde… så det bliver helt sikkert et par spændende dage!

tirsdag den 18. september 2012

Tobin, Robin Hood og Daly


Noget af det, som nok går hen over hovedet på de fleste, er finanskrisen. Vi har nok alle en fornemmelse af, at dette her er alvor. At der tales om store penge. Men de hundredvis af milliarder, som er i spil, er beløb, man som menneske slet ikke kan forholde sig til: Hvis du vandt 10 mio., hvad ville du så købe? Årh, jeg ville købe en sportsvogn, en rejse til Langbortistan, et hus osv. Hvad hvis du vandt 100 mia…? øhhh… Det er fx 50.000 Ferrarier, 1½ mio. rejser tilThailand for hele familien i 3 uger eller 317 mio. medlemskaber af Danmarks Naturfredningsforening.

Hjælper bankpakkerne så? Det er jo svært at sige – mit indtryk er, at der er tale om ren panik, som handler om, at ikke hele Danmark skal gå ned med bankerne. Men jeg synes, der tales meget lidt om det fremadrettede. For det er tydeligt, at der er spillet højt spil i finansverdenen i en lang periode op til 2006-8, hvor det hele begyndte at krakelere. Og at bankerne har spillet en helt central rolle i disse satsninger. Vores vigtigste opgave som et demokratisk samfund er at sikre, at vi lærer af vore fejl og skruer nogle mekanismer sammen, som sikrer, at vi ikke bare gentager fejlene. Vi skal regulere markedet, og det skal vi bruge demokratiet til, og det er her, Robin Hood kommer ind i billedet.

Kigger man på finansmarkedet, så er det faktisk kun en lille brøkdel af alle transaktioner, der indbefatter en vare eller serviceydelse. Mere end 90 procent af det, der sker på finansmarkederne er spekulation. Og det giver uligevægt og hysteri og store tomme bobler af værdi, som kun findes som tal i børsernes computere. Derfor er der behov for, at verden indfører tobinskat (skat på valuta-transaktioner), robin-hood-skat (skat på værdipapirhandel) og ressourceskat (som foreslået af Herman E. Daly og andre). Samlet set vil dette skabe en træghed, som vil bringe finanssektoren tilbage til det, som var den oprindelige idé: At penge og værdipapirer ikke er mål i sig selv men midler, som får handel med ting og ydelser til at fungere gennemsigtigt og troværdigt.

Det ville klæde den danske regering snart at trække i arbejdstøjet på dette område, som der også er lagt op til i regeringsgrundlaget.

------------------
I denne uge er der gang i debatten om fremtidens økonomi:

Tilføj gerne mere, du ved sker om emnet her.

tirsdag den 21. august 2012

En bil er en bil…


Noget af det, regeringen må forventes at kigge på i en samlet grøn skattereform, er det store statstilskud til taxa-branchen… der gør det muligt for dem at købe billigt og sælge dyrt.

Når jeg som privatperson skal købe en bil, der koster 230.000 kr. ved grænsen, så betaler jeg afgifter på i alt 355.000 kr., så bilen koster mig 585.000 kr. Den samme bil kan taxavognmanden købe til 230.000 kr., fordi han ikke er underlagt samme afgifter.

Når vognmanden har kørt 270.000 km i den på to år, så kan han under det der hedder frikøbsordningen sælge den på det private marked. Priserne er her bestemt af, hvad den private, der har betalt 585.000 for bilen, kan få for den brugt. Det vil sige, at taxavognmanden har et langt mindre tab end den private – resten er finansieret af dig og mig, som betaler den fulde afgift.

Hvad har det så med el-biler at gøre? Jo, gode kræfter i branchen kunne godt tænke sig at komme i gang med el-biler som taxaer. Men da el-biler er afgiftsfritagne for alle og man endnu ikke kender brugtbilsmarkedet for el-biler, så giver det slet ikke den økonomiske fordel, der ligger i frikørselsordningen. En investering i en el-bil til taxa giver altså ikke de muligheder, som det hele er baseret på. Derfor er det selvfølgelig rigtig svært for taxabranchen at hoppe over på el-bilerne.

Kunne man så ikke bare lægge afgifter på el-bilerne, vil nogen sige? Jeg tror, der kommer afgifter på el-bilerne med tiden, men lige nu er det en ny teknologi, der har så mange samfundsfordele, at det er klogt af os at hjælpe den på vej med afgiftslettelse. Rent teknisk er el-bilen faktisk enklere og billigere at producere, så der er tale om en overgang indtil den kan produceres i store serier.

Så det, vi har brug for i stedet, er at kigge på frikørselsordningen og sikre en ordning, som kan skabe lige vilkår for el-biler og de nuværende diesel- og benzinbiler. Ordningen er et klasseeksempel på en afgiftsløsning, der modarbejder en bæredygtig udvikling, og derfor er det på tide at gøre noget andet. Ens afgifter for alle typer af kørsel – kun differentieret i forhold til miljøbelastningen, kunne være løsningen.

-------------
Kilder og beregninger kommer her:

Bilbeskatning i Danmark: Registreringsafgiftsloven

I §4 står om generel beskatning:

De første 79.000 kr. beskattes med 105%, hvilket for en bil til 230.000 kr. er 82.950 kr. Resten beskattes med 180%, hvilket giver 271.800 kr. Altså en samlet beskatning på 354.750 kr. og dermed en samlet pris på 584.750 kr.

I §6a står de særlige afgifter for taxaer:


Den særlige afgift for taxier er på 0% af de første 230.000 kr., derefter 70% af resten. For en bil til 230.000 kr. er det altså 0 kr. i afgifter.

Frikøbsordningen giver taxavognmanden mulighed for at sælge bilen til private, når den har kørt to år og 270.000 km eller tre år og 310.000 km. Faktisk er der en særlig §6b om limousinekørsel, hvor afgiftsforholdene ser endnu mere fordelagtige ud...?!?!?!

tirsdag den 26. juni 2012

Det er tanken der tæller...

Eller ”det løber op, det der løber ned”, som min chef, tankforpagteren, sagde dengang under min studietid, hvor jeg tjente nogle penge ved tankvagter. Dengang synes jeg, det var lidt imponerende, når tankvognen kom med 60 tons benzin og diesel, og de forsvandt ned i jorden. Siden er jeg nok blevet den mere bekymrede type… De mange liter brændstof i jorden under tankstationen bliver hurtigt suget op igen af de to millioner biler, der kører rundt i Danmark. Derefter bliver de brændt af i motorerne med en effektivitet på 20%. Resten bliver til varme – fyret af for gråspurvene. Det hele belaster klimaet voldsomt.

Men heldigvis er der nye tider på vej. Elbilens motor bruger mere end 80% af energien på at køre – og det er jo smart! I Naturfredningsforeningen, hvor jeg arbejder, har vi leaset en lille elbil, Citröen Zero. Den bruger vi i stedet for taxa, når vi skal til møder i Storkøbenhavn. En skøn lille sag, der også er sjov at køre i: Holder man forrest for rødt, kører man fra de fleste, når lyset skifter til grønt. Man kan endda gøre det med god samvittighed, for der kommer ingen sort røgsky, ingen larm og næsten ingen spildt varme som i benzinbilen. Den kører 120 km på en opladning, hvilket er fint til vores formål.

Skal man på langtur, så er sagen en lidt anden, for kører man på motorvej, så er det nok nærmere 80 km, man har til sin rådighed. Men kan man så ikke bare køre ind på en tank og lade op, kunne man spørge…? Næh, el-ladestanderne har fået deres eget net, som nu er landsdækkende. Det er jo et stort skridt på vejen, men alligevel lidt mærkeligt, synes jeg. Når nu vi allerede har et langt større, landsdækkende netværk af tankstationer, som alle har strøm lagt ind og ligger dér, hvor biler kører, og som har sprinklervæske, motormagasiner og kaffe til ventetiden, hvorfor er det så ikke bare her, man kører ind med sin elbil? Faktisk ville det helt sikkert give mersalg, for en elbil-kunde skal lade 20 min. for at få el nok til næste stræk. Det giver to kopper kaffe, et magasin OG en is imod benzinkundens ene kop og et holdkæftbolche.

Det er jo så oplagt, at bruge tankstationerne til at lade på, at man bliver helt nysgerrig. Hvorfor er der ikke ladestandere her? Jeg kan ikke forestille mig, hvilke tekniske problemer, der kunne være…? Og så slår det mig: Kan det være, at vi er helt der nede, hvor det stadig handler om, at olieselskaberne ikke vil elbilen – at de stadig hænger i det gamle stammefællesskab mellem motorbranchen og oliebranchen. Det fællesskab, som i mange, mange år stoppede for udviklingen i motoreffektivitet, fordi oliebranchen skulle tjene penge på olien. Er det stadig her, vi er i 2012, eller er der andre forklaringer? Så hører jeg gerne om dem på bloggen eller på Facebook.

---
Det, som har været tanken bag det landsdækkende ladestandernet, som Clever nu har lanceret (http://www.clever.dk/viden-om/find-ladestander/) har været, at basere det på et samarbejde med Føtex. På den måde kan de 20 minutter, en lynladning tager, bruges på dagens indkøb. 

onsdag den 23. maj 2012

112.000 tons papir til ingen verdens nytte


Nu har vi lige flyttet vore postkasser ud til havelågen. Fint så – postbudene skal ikke længere slås med låste låger og mopsede hunde. Sådan skal det være, og faktisk kan man undre sig over, at dette ikke er indført for mange år siden.

Det kan man også med det initiativ, som overvejes for øjeblikket af regeringen. Det handler om, at vi hvert år modtager 55 kg reklamer i vores postkasser. Papir, som vi får, hvis ikke vi gør noget for at undgå at få det.

Papir, som fortæller os det samme uge for uge: Nu kan du få leverpostej, kylling og toiletpapir (til cirka samme priser som i sidste uge og forrige uge). Du kan også få fladskærm og hækkeklipper og rengøringsmidler og iPad og tandstikkere og tennissokker og… ja, faktisk alt hvad du kan finde på at begære for dine penge.
Rigtig mange mennesker kigger ikke engang i reklamerne, før de ryger i skraldespanden. Og skal man i dag købe en hækkeklipper, så checker man jo priser på nettet. Spørgsmålet er, hvad vi egentlig skal med de der reklamer i vores postkasse…?

Når man spørger forbrugerne, så vil kun 40% have reklamerne. Men det er kun 22%, som har registreret deres "Nej tak til reklamer"  hos postvæsenet og fået sat mærke på postkassen. Det er jo fordi, det er besværligt, og det skal det ikke være, når man gerne vil spare på ressourcerne.
Derfor er det super spændende om regeringen får vendt bøtten og sikret os et ”Reklamer Ja Tak”-koncept. Altså at du ikke får reklamer i din postkasse, med mindre du beder om det. Det er helt i tråd med reglerne for din e-mail-indbakke og dørsalg, som jo blev forbudt for mange år siden. Tiden er moden for næste skridt. Det er ressourcernes tid, og vi skal gøre det nemt og billigt at tage de rigtige valg i retning af en bæredygtig fremtid.

tirsdag den 1. maj 2012

Pick the solution…?


Økonomisk krise. Klimakrise. Fødevarekrise. Hvis vi skal ud af kriserne, er det måske ikke så dumt at kigge lidt på nogle af de tidligere kriser, vi har været i. Hvad har vi tidligere gjort, når det brændte på? Kriser er mange ting – for tiden snakker man meget om finanskrisen, klima/miljøkrisen og fødevarekrisen, men der er sikkert flere kriser, man kunne trække frem, hvis man leder lidt.

Lad os tage fat i en af tidligere tiders største kriser: Anden Verdenskrig. Noget af det, flere regeringer dengang gjorde, var at blande sig i, hvad virksomhederne skulle producere. I årene før og under Anden Verdenskrig blev arbejdskraften kanaliseret over i virksomheder som f.eks. Ford og Volkswagen, og det, som man mente, kunne redde landet, blev produceret: Køretøjer, fly og andet krigsmateriel. Det blev bygget veje og jernbaner, og mange af de landvindinger inden for teknologi, som blev udviklet i krigstiden har siden skabt forretningsgrundlaget for mange virksomheder. Trods den tragiske kontekst, er det tankevækkende, hvilken eksplosiv udvikling af bestemte løsninger, man skabte dengang.

Store dele af dagens erhvervsliv er modstandere af det, man kalder ”pick the solution” – altså at man via regulering og økonomiske virkemidler vælger, hvilke løsninger man gerne ser blomstre op. Holdningen er, at markedet bedst selv kan ”vælge” de løsninger, der kan sælges i morgen.

Men problemet er, at markedet kun kan se økonomi og i øvrigt ikke kan se længere frem end nogle måneder. Markedet kan ikke se klimakrisen, miljøkrisen og fødevarekrisen – kun finanskrisen. Hvis vi nu – i stedet for kun at have øje for at løse finanskrisen med bankpakker og andre dyre lappeløsninger – forsøger at hjælpe markedet til at se fremtiden i et bredere lys, så kan vi måske gøre en forskel. Det kunne for eksempel ske ved at brandbeskatte biler, der kun kører 14 km/l, ved at skabe gunstige markeder for økologi, grøntsager og fisk, ved at udfase olie- og naturgasfyr, ved at sætte alt ind på vedvarende energi og ved at beskatte produkternes ressourceforbrug.


Jamen så er der vel nogen brancher, der får det svært? Ja, nogen bliver nødt til at stille om, og det skal de jo have hjælp til. Men tiden er ikke til status quo, gamle dyder eller ”jamen sådan har vi altid gjort”. Tiden er til omstilling, nye veje, nye alliancer, nye produktionsformer, nye ejerformer, nye toner og nye sejre.


torsdag den 15. marts 2012

Grønne varer er dyre varer

I dag er det international forbrugerdag og fokus på, hvordan det er at være forbruger. På Kongens Nytorv hos det europæiske miljøagentur holder Forbrugerrådet, EU og det danske EU-formandskab en konference om bæredygtigt forbrug, og det er god timing.


At handle bæredygtigt er noget, mange forbrugere gerne vil. Men det er også rigtig besværligt. Selv hvis man bare går efter de mest forståelige dele af ' bæredygtig', nemlig miljøforholdene, kan det være svært at være en bæredygtig forbruger: At gå efter Svanen, Blomsten og økologimærket er besværligt og dyrt.

Hvis man desuden gerne vil have sikkerhed for, at der ikke er brugt børnearbejde eller der er givet en ordentlig løn, så er man helt på bar bund som forbruger. Der findes simpelthen ikke noget enkelt, man som forbruger kan gå efter, hvis man vil handle bæredygtigt.

Og det er jo tankevækkende.

Man skal yde en ekstra indsats og betale mere, hvis man gerne vil købe produkter, som belaster vores klode mindre. Det burde selvfølgelig være omvendt. Det bør altid være nemmest og billigst at handle bæredygtigt.

På den internationale forbrugerdag skal vi arbejde for, at forbrugeren ( dvs. os alle sammen) får nemmere ved at finde de bæredygtige produkter, og at afgifter, tilskud, beskatning og leverancer indrettes, så det også bliver det billigste at vælge.

Regeringen har lovet at kigge på afgifterne i Danmark og at se, om ikke de kan tilpasses, så de kommer til at understøtte en bæredygtig udvikling.

Danmarks Naturfredningsforening mener, det haster, og glæder sig til at følge arbejdet.


onsdag den 7. marts 2012

Grøn omstilling med det hele, tak!


Da det Miljøøkonomiske Råd i sidste uge fortalte os, at det vil være en god idé, at resten af samfundet får lidt mere ud af Nordsøolien, var det noget de fleste af os kunne forstå og nikke til. I en menneskealder har alt for store midler flydt fra vores fælles ressource i undergrunden og overvejende ned i lommerne på nogle få.

Men når det samme Råd så siger, at vi ikke skal investere i vedvarende energi, så forstår jeg godt, hvis nogle bliver forvirrede. Rådets argument er, at CO2-kvotesystemet løser klimaproblemerne mest effektivt. Problemet er, at alle kritiserer systemet, og at det ikke fungerer i praksis. Kvotesystemet skulle sikre os en fælles udfasning af fossile energikilder og en faldende CO2-udledning. Men fordi systemet er uambitiøst og fuldt af huller, så er en kedelig effekt, at mange gode projektidéer er blevet opgivet bl.a. pga. anbefalinger fra økonomer, der kun ser den teoretiske ramme, kvotesystemet består af.

Boost den grønne omstilling 

Rådet har ret i, at Danmark ikke længere er førende på miljøområdet. De referer her til det internationale miljøperformance index, og jeg er helt enig. Vi er faldet bagud, og det er ikke særlig smart, for noget af det, vi kan komme ud af krisen på, er at booste vores grønne omstilling. Vi skal opstille ambitiøse mål og hjælpe alt det gode på vej, og det er noget af det, et nyt Erhvervspanel for grøn omstilling, som miljøminister Ida Auken har taget initiativ til, skal arbejde med.



Når jeg kobler dette panel sammen med vurderingerne fra Det Miljøøkonomiske Råd, er det fordi, det er utroligt vigtigt, at panelet ikke begrænser sig til de sædvanlige snærende rammer, der fx handler om at blive mere effektive og slukke for lyset. Panelet bør fokusere på mulighederne for at vælge den vækst, der skal løfte os videre. Vækst i alt det, der bidrager til en bæredygtig fremtid: Vedvarende energi, genanvendelse, oplevelsesøkonomi, fælles ejerskaber, reparation og vedligeholdelse. Panelet bør kigge på ændrede punktafgifter, lånegarantier, pant, grønne investeringer, udviklingsordninger, producentansvar og regler, der understøtter en bæredygtig udvikling.

Og ikke mindst bliver vi nødt til at kigge på selve grundpillerne i vores økonomiske modeller, så vi kan skabe god økonomi i alle de gode tiltag – uden benspænd fra kvotesystemer og andet nøl. Jeg ser meget frem til at følge arbejdet i panelet og håber, at også erhvervslivet er med på det brede udsyn.

Grøn omstilling med det hele, tak!


Da det Miljøøkonomiske Råd i sidste uge fortalte os, at det vil være en god idé, at resten af samfundet får lidt mere ud af Nordsøolien, var det noget, de fleste af os kunne forstå og nikke til. I en menneskealder har alt for store midler flydt fra vores fælles ressource i undergrunden og overvejende ned i lommerne på nogle få.

Men når det samme Råd så siger, at vi ikke skal investere i vedvarende energi, så forstår jeg godt, hvis nogle bliver forvirrede. Rådets argument er, at CO2-kvotesystemet løser klimaproblemerne mest effektivt. Problemet er bare, at alle kritiserer systemet, og at det ikke fungerer i praksis. Kvotesystemet skulle sikre os en fælles udfasning af fossile energikilder og en faldende CO2-udledning. Men fordi systemet er uambitiøst og fuld af huller, så er en kedelig effekt, at mange gode projektidéer er blevet opgivet bl.a. på baggrund af anbefalinger fra økonomer, der kun ser den teoretiske ramme, kvotesystemet består af.

Boost den grønne indstillingHvad, Rådet har ret i, er, at Danmark ikke længere er førende på miljøområdet. De referer her til det internationale miljøperformance index, og jeg er helt enig. Vi er faldet bagud, og det er ikke særlig smart, for noget af det, vi kan komme ud af krisen på, er at booste vores grønne omstilling. Vi skal opstille ambitiøse mål og hjælpe alt det gode på vej, og det er noget af det, et nyt Erhvervspanel for grøn omstilling, som miljøminister Ida Auken har taget initiativ til, skal arbejde med.

Når jeg kobler dette panel sammen med vurderingerne fra Det Miljøøkonomiske Råd, er det fordi, det er utroligt vigtigt, at vi i panelet ikke begrænser os til de sædvanlige snærende rammer, der fx handler om at blive mere effektive og slukke for lyset. Vi skal i stedet se mulighederne. Mulighederne for at vælge den vækst, der skal løfte os videre. Vi skal skabe vækst i alt det, der bidrager til en bæredygtig fremtid: Vedvarende energi, genanvendelse, oplevelsesøkonomi, fælles ejerskaber, reparation og vedligeholdelse. Vi skal arbejde med ændrede punktafgifter, lånegarantier, pant, grønne investeringer, udviklingsordninger, producentansvar og regler, der understøtter en bæredygtig udvikling.

Og ikke mindst bliver vi nødt til at kigge på selve grundpillerne i vores økonomiske modeller, så vi kan skabe god økonomi i alle de gode tiltag – uden benspænd fra kvotesystemer og andet nøl. Jeg ser meget frem til arbejdet i panelet og håber, at også erhvervslivet er med på det brede udsyn.



tirsdag den 7. februar 2012

Trafikpolitisk dræbersnegl


Betalingsring, transportring, trængselsring… vi elsker at hade den. Og Mandag Morgens undersøgelse fra i går viser, at især medierne har en overdreven vinkling af denne ring som noget, der bare skal aflives hurtigst muligt. Ikke at medierne normalt bruger meget tid på at fortælle de gode historier, men i denne sag er det altså særlig grelt med de negative overskrifter.

Og hvad kan det så skyldes? For det er jo en sag med fordele og ulemper. En trængselsring vil skabe mindre trængsel og mindre luftforurening i hovedstaden. Det bliver altså rarere at være i vores skønne hovedstad. Det bliver nemmere at komme rundt og nemmere at trække vejret. Mindre luftforurening vil betyde færre tilfælde af luftvejssygdomme, hvilket også kan udtrykkes i sparede skattekroner.

Ulemperne går især på økonomi og besværlighed. Og det kan alle jo forstå – måske er det noget af forklaringen på, at det er disse negative vinkler, der har fokus i medierne? For ser man på ringen med det udgangspunkt, at ”jeg gør sgu, hvad jeg plejer!”, så bliver det jo bare mere besværligt og dyrt. Det er jo netop meningen: Ringen skal skabe adfærdsændringer: færre biler i byen, en bedre offentlig transport som flere bruger, samkørsel, cykel osv.

Vi har jo set de samme debatter omkring de andre store samfundsændringer: Da vi skulle have tunnel under Storebælt, gik snakken om, hvor farlig sådan en tunnel ville blive. Vi ville få katastrofer, hvor folk brændte inde dybt nede under havets bund. Noget lignende handlede det om, da metroen skulle bygges. Begge dele er i dag kæmpe succeser, som giver effektiv kollektiv transport for tusindvis af mennesker hver dag.

Men kunne der også være noget, der handler om, hvem der sidder på magten i Danmark? Jeg kunne da f.eks. forestille mig, at mange af de, der føler sig meget afhængige af at have fuld råderet over deres bil ind og ud af København hver dag netop er de magtfulde pendlere, der bor derude fra 15-40 km fra centrum, hvor offentlig transport er besværlig. Man kunne også forestille sig, at folk i medieverdenen er i blandt denne gruppe…? Hvem kunne tænke sig at dykke lidt i disse aspekter? Det kunne være en sjov undersøgelse.

Men når alt kommer til alt, så vil en trængselsring udgøre en stor forandring i manges liv. Og det er velkendt, at vi som udgangspunkt reagerer med modstand imod sådan nogle. På den anden side, er der også rigtig god grund til at gøre noget drastisk nu i forhold til vores smukke hovedstad. Og der er jo rigtig gode erfaringer med lignende løsninger i vore nabolande, om vi så snakker tunneler, metro eller trængselsringe.

Så, må vi bede om en sober debat om løsninger, i stedet for dræbersnegls-tilgangen: 100 måder at dræbe den på.

fredag den 27. januar 2012

Skibakken var et medie-stunt

Snakken går meget for tiden om Amager Bakke – det pænt indpakkede nye affaldsforbrændingsanlæg, som Amagerforbrændingens bestyrelse netop i denne uge har fået afslag på investere 4 milliarder kroner i. 

Da forbrændingsovne jo er en kedelig størrelse, som er svær at lave medieomtale på, har man bedt en førende arkitekt om at udforme en pæn indpakning – den spetakulære skibakke, som Københavns borgere får. Vel at mærke, hvis der kan finde penge ved siden af de 4 mia.

For sagen er, at skibakken slet ikke er en del af finansieringen og aldrig kan blive det. Pengene til denne del skal findes andet steds. Mediestunt’et går på, at Amagerforbrændingen knytter det ønskede nye anlæg tæt sammen med skibakken, så det fremstår som om, Københavnerne alligevel ikke får den lovede skibakke, hvis de ikke får lov til at bygge det nye store affaldsforbrændingsanlæg. Sagen er bare, at de slet ikke hænger sammen. De 4 mia. vil skulle gå til nye ovne og en masse teknik omkring disse, mens pengene til skibakken skal findes andet steds.

Derfor kan man sagtens få både et mindre anlæg med samme gode teknik OG en skibakke, hvis der kan findes finansiering til denne. Det mindre anlæg har vi brug for, fordi vi skal videre med genanvendelse og vedvarende energi. Det var en meget visionær borgerrepræsentation, som i denne uge sagde nej til lånebevillingen til Amagerforbrændingens nye projekt. 

Og bestyrelsens reaktion er helt overdreven. Man påstår, vi stopper udviklingen og sætter en pind i hjulet på en grønnere fremtid. Sagen er, at det netop er det, man vil gøre, hvis man bygger det store anlæg. For hvem vil kunne finde midler til at sortere, genanvende og kompostere, hvis Amagerforbrændingen har fået 4 mia. Så vil den igen stå på forbrænding og forbrænding de næste 30 år.

Men skibakke… det er altså en helt anden sag.

onsdag den 18. januar 2012

Så er det nu...

Jeg er til et seminar i dag, kaldet IN 100 Years From Now (www.in100y.dk), som handler om at se på, hvor vi står i dag som menneskehed og så kigger på mulige fremtids-scenarier for om 100 år. Her efter frokost har vi haft besøg af Hardin Tibbs (www.hardintibbs.com), som fortalte os, at det er nu… 2012.

Det, der er nu, er skiftet fra den industrielle tankegang til den bæredygtige tankegang. Modeller baseret på undersøgelser af udviklingen i borgeres holdninger siden 1970’erne viser, at det det er nu, i 2012, at mere end halvdelen af borgerne i den vestlige verden har skiftet værdier. De gamle værdier er industrialiseringens, dvs. produktivitet, effektivitet, profit, mest muligt til mig for færrest penge. De nye værdier går på bæredygtighed, på at vores verden skal kunne bære vores tilstedeværelse, at vi er en del af en fælles verden, som vi gerne vil passe på.

Det er jo en fantastisk nyhed, men salen summede og hænderne røg op… For hvordan passer dette med hvad vi ser på markedet? Danmark er fx førende på markedsandel af økologiske varer med 5% af markedet… 5%... der er altså langt op til halvdelen. Og forklaringen er selvfølgelig, at tanken kommer først. Derefter kommer handling – men de rette handlinger hæmmes af en masse barrierer, som vi nu skal gøre en masse for at nedbryde. De banale er pris, kvalitet, troværdighed – og kan vi rykke på dem, kan vi flytte meget i forhold til at få borgerne, dig og mig, til at handle efter overbevisning. Men der er også en masse underliggende mekanismer i os mennesker, som har betydning for at vi siger eet og gør noget andet.

Kig lidt rundt i mine tidligere blogindlæg og se, om du kan finde nogen af dem der… ;-)

tirsdag den 10. januar 2012

Bæredygtighed 2.0 ...?


En af de ting, regeringen har i sit regeringsprogram, er en ny bæredygtighedsstrategi. Det er ikke nemt at lave sådan en. Af flere grunde. Først og fremmest fordi bæredygtighed er et utroligt bredt begreb. Det indeholder næsten alt: sociale forhold, arbejdsmiljø, etik, miljø, menneskerettigheder, forbrugerforhold, ledelseskultur, åbenhed og så videre. Men også fordi der har været så mange forsøg på at gøre bæredygtighed konkret og forståeligt. In­gen af delene har for alvor flyttet noget, samlet set. 


En ny strategi for bæredygtig udvikling bør som minimum indeholde en garanti for handling. Det kræver politisk mod og reelle initiativer samt et ambitiøst og sammenhængende måleprogram. Man kan som bekendt kun styre, hvad man kan måle, hvilket mange forgæves forsøgte at forklare den foregående regering.

Men skulle disse ønsker blive opfyldt, så er vi alligevel kun der, hvor en række andre af de gode bæredygtighedsstrategier før har været. Der er ligesom brug for noget mere - noget nyt - noget andet, hvis vi skal videre med bæredygtighed version 2.0.

Nytænkning finder man ikke meget af - og dog - Jeg er ved at læse en ny bog fra Samsø Energiakademi. Den er skrevet af Søren Hermansen og Tor Nørretranders og hedder 'Fælledskab' (ja, der skal være d). En fælled er et sted eller en ressource, som vi forvalter. Forfatternes pointe er, at når vi forvalter sammen i et fællesskab, så giver det en masse fordele - og flere af fordelene er egentlig overraskende. De skriver blandt andet:

'Fælleden skærper pointen. En fælled er fællesskabets juvel, og jo bedre den har det, des bedre har alle i fællesskabet det'.

Det koster skattepenge at få togene til at køre til tiden, men det er især de rige, der gør store forretninger og derfor har mange ansatte, som har allermest glæde af, at togene kører til tiden. 

Hele samfundet bliver rigere af, at der ikke er nogen, der tigger i gaderne, går i vejen, skaber uro, spreder sygdomme, gør folk i dårligt humør og laver indbrud hele tiden. Samfund med stor lighed er rigere end samfund med stor ulighed. Ulighed er en dårlig forretning, især for de rige, viser en stribe undersøgelser.

Jeg synes, der skal arbejdes videre på begrebet fælledskab i en ny dansk bæredygtighedsstrategi. Og vi har en masse byggesten liggende lige for vore fødder, som vi kan arbejde med. Lokal Agenda 21 har været udvandet i mange år, fordi der ikke har været en fælled, ingen forpligtelser, ingen politisk vilje til at dele magten ud på så lokalt et niveau. Det, og mange andre ting, skal vi ha­ve lavet om på.