Skibakken var et medie-stunt

Snakken går meget for tiden om Amager Bakke – det pænt indpakkede nye affaldsforbrændingsanlæg, som Amagerforbrændingens bestyrelse netop i denne uge har fået afslag på investere 4 milliarder kroner i. 

Da forbrændingsovne jo er en kedelig størrelse, som er svær at lave medieomtale på, har man bedt en førende arkitekt om at udforme en pæn indpakning – den spetakulære skibakke, som Københavns borgere får. Vel at mærke, hvis der kan finde penge ved siden af de 4 mia.

For sagen er, at skibakken slet ikke er en del af finansieringen og aldrig kan blive det. Pengene til denne del skal findes andet steds. Mediestunt’et går på, at Amagerforbrændingen knytter det ønskede nye anlæg tæt sammen med skibakken, så det fremstår som om, Københavnerne alligevel ikke får den lovede skibakke, hvis de ikke får lov til at bygge det nye store affaldsforbrændingsanlæg. Sagen er bare, at de slet ikke hænger sammen. De 4 mia. vil skulle gå til nye ovne og en masse teknik omkring disse, mens pengene til skibakken skal findes andet steds.

Derfor kan man sagtens få både et mindre anlæg med samme gode teknik OG en skibakke, hvis der kan findes finansiering til denne. Det mindre anlæg har vi brug for, fordi vi skal videre med genanvendelse og vedvarende energi. Det var en meget visionær borgerrepræsentation, som i denne uge sagde nej til lånebevillingen til Amagerforbrændingens nye projekt. 

Og bestyrelsens reaktion er helt overdreven. Man påstår, vi stopper udviklingen og sætter en pind i hjulet på en grønnere fremtid. Sagen er, at det netop er det, man vil gøre, hvis man bygger det store anlæg. For hvem vil kunne finde midler til at sortere, genanvende og kompostere, hvis Amagerforbrændingen har fået 4 mia. Så vil den igen stå på forbrænding og forbrænding de næste 30 år.

Men skibakke… det er altså en helt anden sag.

Så er det nu...

Jeg er til et seminar i dag, kaldet IN 100 Years From Now (www.in100y.dk), som handler om at se på, hvor vi står i dag som menneskehed og så kigger på mulige fremtids-scenarier for om 100 år. Her efter frokost har vi haft besøg af Hardin Tibbs (www.hardintibbs.com), som fortalte os, at det er nu… 2012.

Det, der er nu, er skiftet fra den industrielle tankegang til den bæredygtige tankegang. Modeller baseret på undersøgelser af udviklingen i borgeres holdninger siden 1970’erne viser, at det det er nu, i 2012, at mere end halvdelen af borgerne i den vestlige verden har skiftet værdier. De gamle værdier er industrialiseringens, dvs. produktivitet, effektivitet, profit, mest muligt til mig for færrest penge. De nye værdier går på bæredygtighed, på at vores verden skal kunne bære vores tilstedeværelse, at vi er en del af en fælles verden, som vi gerne vil passe på.

Det er jo en fantastisk nyhed, men salen summede og hænderne røg op… For hvordan passer dette med hvad vi ser på markedet? Danmark er fx førende på markedsandel af økologiske varer med 5% af markedet… 5%... der er altså langt op til halvdelen. Og forklaringen er selvfølgelig, at tanken kommer først. Derefter kommer handling – men de rette handlinger hæmmes af en masse barrierer, som vi nu skal gøre en masse for at nedbryde. De banale er pris, kvalitet, troværdighed – og kan vi rykke på dem, kan vi flytte meget i forhold til at få borgerne, dig og mig, til at handle efter overbevisning. Men der er også en masse underliggende mekanismer i os mennesker, som har betydning for at vi siger eet og gør noget andet.

Kig lidt rundt i mine tidligere blogindlæg og se, om du kan finde nogen af dem der… ;-)

Bæredygtighed 2.0 ...?

En af de ting, regeringen har i sit regeringsprogram, er en ny bæredygtighedsstrategi. Det er ikke nemt at lave sådan en. Af flere grunde. Først og fremmest fordi bæredygtighed er et utroligt bredt begreb. Det indeholder næsten alt: sociale forhold, arbejdsmiljø, etik, miljø, menneskerettigheder, forbrugerforhold, ledelseskultur, åbenhed og så videre. Men også fordi der har været så mange forsøg på at gøre bæredygtighed konkret og forståeligt. In­gen af delene har for alvor flyttet noget, samlet set. 

En ny strategi for bæredygtig udvikling bør som minimum indeholde en garanti for handling. Det kræver politisk mod og reelle initiativer samt et ambitiøst og sammenhængende måleprogram. Man kan som bekendt kun styre, hvad man kan måle, hvilket mange forgæves forsøgte at forklare den foregående regering.

Men skulle disse ønsker blive opfyldt, så er vi alligevel kun der, hvor en række andre af de gode bæredygtighedsstrategier før har været. Der er ligesom brug for noget mere - noget nyt - noget andet, hvis vi skal videre med bæredygtighed version 2.0.

Nytænkning finder man ikke meget af - og dog - Jeg er ved at læse en ny bog fra Samsø Energiakademi. Den er skrevet af Søren Hermansen og Tor Nørretranders og hedder 'Fælledskab' (ja, der skal være d). En fælled er et sted eller en ressource, som vi forvalter. Forfatternes pointe er, at når vi forvalter sammen i et fællesskab, så giver det en masse fordele - og flere af fordelene er egentlig overraskende. De skriver blandt andet:

'Fælleden skærper pointen. En fælled er fællesskabets juvel, og jo bedre den har det, des bedre har alle i fællesskabet det'.

Det koster skattepenge at få togene til at køre til tiden, men det er især de rige, der gør store forretninger og derfor har mange ansatte, som har allermest glæde af, at togene kører til tiden. 

Hele samfundet bliver rigere af, at der ikke er nogen, der tigger i gaderne, går i vejen, skaber uro, spreder sygdomme, gør folk i dårligt humør og laver indbrud hele tiden. Samfund med stor lighed er rigere end samfund med stor ulighed. Ulighed er en dårlig forretning, især for de rige, viser en stribe undersøgelser.

Jeg synes, der skal arbejdes videre på begrebet fælledskab i en ny dansk bæredygtighedsstrategi. Og vi har en masse byggesten liggende lige for vore fødder, som vi kan arbejde med. Lokal Agenda 21 har været udvandet i mange år, fordi der ikke har været en fælled, ingen forpligtelser, ingen politisk vilje til at dele magten ud på så lokalt et niveau. Det, og mange andre ting, skal vi ha­ve lavet om på.