tirsdag den 8. januar 2013

Yoda og de andre


Nu siger jeg det… har længe pønset på en lejlighed til at sige det… jeg har det sådan set fint med det selv, men hvis man ikke er inde i Starwars-historiens univers, så kan det virke mærkeligt, at jeg har et kæmpe billede af en tegneseriefigur hængende ved mit skrivebord.

Det er Yoda, der hænger og minder mig om at være ”i forbindelse med kraften” og ikke lade had, misundelse, magtbegær eller andre destruktive kræfter styre mig under nogen omstændigheder. Yoda er den største af de åndelige læremestre i Starwars-historien – en ½ meter høj, 800 år gammel, grøn og rynket figur med spidse ører.

Lejligheden for mig til at fortælle om Yoda er, at juleferien har budt på endnu en filmatisering af et episk værk, Hobbitten, fortællingen, der ligger forud for et andet af de store episke værker, Ringenes Herre, som i dag er en integreret del af vores kultur. Hobbitten er endnu én i rækken af storslåede historier om det gode imod det onde. Jeg kan også nævne Harry Potter, Avatar, Det Gyldne Kompas, Eragon, Den Uendelige Historie,  osv. – listen er lang, hvis man leder lidt i sin hukommelse.

Når vi sidder der i biografen i alle aldre og fra alle samfundslag, så tænker jeg, at vi vel alle sidder og identificerer os med det gode. Hvem ser sig selv som ork eller medlem af Voldemorts slæng? For det, som gør disse historier interessante er jo, at vi kan genkende kampen imellem det gode og det onde fra vores egen verden i dem: Hvordan og med hvem ved min side kan jeg vinde kampen i mit liv? Hvordan ser min drage, min trylleformular eller min kampklædte isbjørn ud, og hvordan holder jeg fast i den kraft, som gør mig stærk nok til at fortsætte, når det ser allersværest ud?

Om det er fodboldhelte som Messi eller åndelige vejvisere som Yoda, vi læner os op ad, er en personlig sag men bestemt ikke lige meget for processen og resultatet. Min drøm for det nye år er, at flere mennesker finder vejvisere, der som Yoda viser, hvordan vi kan gøre mere for den store sammenhæng, for menneskeheden, for klimaet og miljøet og for en fremtid for alle i denne verden – også om 20 år og om 50 år. Find din indre Harry Potter og tænk mindre på at redde dig selv og mere på at redde os alle… så er der håb – også for de næste generationer.

Godt Nytår!