onsdag den 7. maj 2014

Rig eller lykkelig?

Lige nu er der faktisk flertal for, at vi på højeste niveau skal begynde at interessere os for, hvor lykkelige vi er - og ikke kun for, hvor meget vi producerer. Regeringen, SF og Enhedslisten vil alle gerne have et grønt nationalt regnskab. For mange økonomer er det en svær een at sluge. For hvor er vi henne, hvis vi begynder at blande tingene sammen på den måde?

Siden 1930'erne har vi udelukkende fokuseret på den økonomiske vækst, der kommer ud af industriel produktion og forbrug. Det tæller positivt, når vi producerer våben, cigaretter, sprøjtegifte, lykkepiller, motorveje, fuelolie, forbrændingsanlæg, opløsningsmidler og eengangsemballage. Det tæller positivt, når vi skaber forurening fra en fabrik, og det tæller igen positivt, når vi rydder op efter forureningen. Derfor har industrialiseringen, som vi heldigvis er på vej ud af nu, pisket os rundt i alle disse sisyfos-aktiviteter.

Hvad, der ikke tæller i det nationale regnskab, er det meste af det, som gør livet værd at leve: Samvær med vores børn, omsorg for ældre, arbejdet i alle landets grundejerforeninger, kajakklubber og politiske partier, hjælpearbejdet i Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp eller Danmarks Naturfredningsforening, grøntsagerne vi dyrker til os selv i haven, marmeladen, vi sylter og giver som værtindegaver, fællesskab om at holde høns, glæden ved at bruge vores allesammens natur, alle bidragene til Wikipedia, det store arbejde i alskens Facebook-grupper o.s.v.

Men det skal tælle nu, hvis et flertal i Folketinget rent faktisk forpligter Danmarks øverste myndighed, Finansministeriet, til at indregne alt det, der betyder noget her i livet, når der skal udarbejdes finanslov. Mange lande er i gang, og det er på tide, for det er jo sådan, at det, man måler på, er også det, man arbejder på at optimere. Det klassiske bruttonationalprodukt er derfor en væsentlig årsag til, at vi hele tiden løber ensidigt efter den vækst, som har skabt den overudnyttelse af kloden, som vi står med i dag.

Skal vi så vælge imellem at være rige eller lykkelige? Jeg tror det ikke. Jeg tror, vi får begge dele. For når vi får skabt fokus på alt det, som gør os lykkeligere, så frisætter vi også det potentiale, som vi som mennesker i en vækstkultur har lært at holde i baggrunden, fordi det ikke direkte skaber vækst.

Men i Danmark har vi det nye dybt forankret i vores kultur - tilbage fra Grundtvig, andelsbevægelsen og folkehøjskolerne. Vi skal blot genopfinde den nye version af dette, tilpasset vores årti, og støttet af en ny fokus på virkelyst for alle i sprudlende fællesskaber med mennesket i centrum.