fredag den 28. november 2014

Vupti – væk med elbiler… eller hvad?

Det er da mærkeligt, at politikerne pludselig ikke kan finde plads til elbilerne i finansloven. Eller hvad?

Jeg mener – nu har vi ventet på elmotorens indtog i transportsektoren, siden den første Ellert kørte ud af fabrikken. Elmotoren er jo som skabt til transport – specielt bytransport.

Den har det fint med at arbejde, når den er kold, den kan klare start og stop i det uendelige, og den er stort set vedligeholdelsesfri. Elmotoren er brugt og testet på kryds og tværs, siden den blev konstrueret i 1886.

Batterier på vej
Begrænsningen har alene været problemet med at få energien med på køretur. Men batterierne er i den grad på vej. Det er nemlig ikke el-bilbranchen selv, der behøver at drive på her. Det store pres på batteriudviklingen kommer fra mobiltelefonmarkedet og markedet for bærbare tablets og computere.

Mon ikke der skulle være et marked med et vist potentiale til at trække den teknologiske udvikling? Og hvor står vi egentlig i udviklingen? Er vi ved at nå toppen af, hvad batterier kan? Nej, slet ikke. Forskere på DTU kan i dag lave batterier med 10 gange så høj energitæthed som de bedste af de eksisterende. Lige nu godt nok kun som eengangsbatterier, men der arbejdes på at finde ladeløsninger på dette.

Det betyder, at vi i løbet af få år vil se rækkevidder for elbiler, som er tre, fem eller måske 10 gange længere end de små 200 km, dagens fremmeste batteriteknologi kan klare. Så vi har altså at gøre med en teknologi, der er så klar og i øvrigt optimal for et lille land som Danmark, der har små afstande, veludviklet infrastruktur og er frontløber på omstilling til et el-baseret vedvarende energisystem.

Misundelsespolitik?
Så måske er det bare misundelsespolitik? Jeg støder ofte på misundelsesargumenter på de sociale medier: Hvorfor skal vi andre betale for afgiftsfritagelse for de riges Teslaer?

Det kan de jo have ret i. Men sagen er, at Teslaens vigtigste opgave har været at knække markedet. For før Tesla S var det kun de store bilfirmaer, som bevidst bragte modeller på markedet, som ikke udgjorde en egentlig konkurrence til deres primære modeller, der kører på benzin og diesel.

Men Tesla konkurrerer ikke med sig selv og kunne derfor gå hele vejen og blive den ultimative elbil, som alle vil have. Og derfor ser vi nu – tre år efter – VW e-UP, VW e-Golf, Renault Zoe, BMW i3 og en række andre mere almindelige biler komme på banen. Det er disse biler, vi skal fremme – elbiler til os alle.

Og er misundelsen et problem, så kan man jo bare indføre en delvis afgift på elbiler, afhængigt af prisen, så den fulde afgiftsfritagelse kun findes for de billigste modeller. Det vil betyde at Tesla S måske får en 50% afgift indfaset.