tirsdag den 5. marts 2013

Et spadestik i røg og damp


I går var jeg med til noget, jeg ikke plejer. En vaskeægte aktion – ikke på højde med dem, Greenpeace laver med rapelling og lænker – nej, vi brændte såmænd penge af – altså hjemmelavede sedler, der kunne ligne 1000-lapper. Egentlig skulle vi have brændt 4 millioner 1000-kronesedler af for at modsvare den fejlinvestering på 4 milliARDER, politikerne i Amagerforbrændingens fem ejerkommuner nu har givet lov til. Men så skulle vores printer have kørt hele ugen, og det var blevet rimelig upopulært på kontoret. Så vi nøjedes med at brænde 100 sedler af i et lille bålfad – bare for den symbolske værdi – og papir skal jo genanvendes...;-)

For vi synes, det er et uansvarligt spild, når de fem kommuner der ejer Amagerforbrændingen i går tog det første spadestik til det nye affaldsforbrændingsanlæg med endnu større kapacitet end det nuværende. Københavns Kommunes politikere havde egentlig besluttet sig for at tage det store skridt ind i fremtiden og sætte gang i genanvendelsen, men kommunen blev overtrumfet af finansministerens ønske om at hjælpe virksomheden, der skal bygge anlægget – selvom det jo egentlig er en kommunal beslutning.

Derfor er vi mange, der er noget desillusioneret i dag, for de 4 mia., der nu smides i et nyt anlæg, er så stor en investering, at anlægges skal køre på fuld blus i de næste mange år, for at tjene pengene ind, og det betyder fortsat massiv afbrænding af affald også i de kommende 40 år. Genanvendelse vil de næste 40 år fortsat være små hyggeprojekter til nogle få hundrede tusinde kroner, som hver gang vil vise, at der ikke er volumen nok i genanvendelse til at det kan betale sig. Imens vil ovnene brænde løs og fortsat skabe farlig luftforurening, og slaggebjergene vil hobe sig op.

Samtidig vil lande som vi normalt sammenligner os med for alvor sætte gang i genanvendelsen og på den måde skabe mange permanente arbejdspladser og store forspring for deres virksomheder, som på den måde bliver mindre afhængige af jomfruelige ressourcer fra Kina og Afrika. Dansk erhvervsliv mener, vi er så gode til at brænde affald af, at vi bare skal fortsætte med at gøre det samme – måske lidt mere effektivt – men dog grundlæggende det samme.

Jeg mener, vi må se at vågne op, for det er som bekendt de, der midt i en krisetid formår at gøre det nye, smarte, der vinder og kommer ud på den anden side.


------
Denne klumme i 24 Timer: http://www.e-pages.dk/24timer/3638/
Kritiske artikler omkring affaldsforbrænding, start fx her: http://ing.dk/artikel/kommunernes-dyre-affaldsovne-blokerer-genanvendelse-127461
Om finansministerens hjælp til Vølund: http://borsen.dk/nyheder/avisen/artikel/11/33158/artikel.html?hl=Q29yeWRvbg,,

1 kommentar:

  1. Hvis "Affald er guld" som der står på DNs banner på billedet, så stod folk sikkert i kø for at aftage affaldet. Affald er jo netop affald, fordi folk ikke mener at kunne sælge det.

    SvarSlet