Hvad skal vi bruge affaldsforbrændingsanlæggene til?

Med regeringens ressourcestrategi fra i mandags er vi tættere på en langstrakt afvikling af affaldsforbrændingsanlæg i Danmark. Vi har allerede i dag en overkapacitet, og vi er ikke alene om det. Det har Tyskland og andre nabolande også.

Så det er vigtigt, at vi ikke bare bygger nye anlæg, for så binder vi investeringerne der - og dermed affaldet til fortsat forbrænding de næste 30 år. Desværre har man taget den forkerte beslutning i København og er gået i gang med at bygge et nyt mega-affaldsforbrændingsanlæg, på trods af voldsomme protester og en beslutning i første omgang om at lade være.

Men for nu at vende tilbage til det nationale billede, så skal forbrændingssektoren i Danmark over de næste år finde ud af, hvilke anlæg, der skal lukkes ned først, hvem dernæst osv. Og så er det jo, jeg tænker, at når vi slukker for kraner og ovne rundt omkring i landet... hvad kan vi så bruge de spændende faciliteter til? Jeg kommer til at tænke på B&W-hallen på Amager og på tørdokken på Holmen. Vi har jo med spændende rum at gøre, som kan bruges til alt muligt - kultur, idræt, nye innovative virksomheder. Kom med nogle bud!

Vi forbrænder stadig værdifulde ressourcer

I går afsluttede Danmarks Naturfredningsforening (DN) den årlige affaldsindsamling. Der blev igen i år indsamlet langt over 100 tons affald af mere end 25.000 danskere. Det indsamlede affald ender på genbrugsstationen, hvor meget går til småt brændbart. Herfra bliver det kørt til forbrænding på et af landets 27 affaldsforbrændingsanlæg. Vi brænder nemlig meget i Danmark. Ifølge Dansk Affaldsforening forbrændte vi i Danmark i 2011 3,6 mio. tons affald.

Men affald er ressourcer - udvundet fra jorden. Ressourcer som bliver mere og mere knappe, og som derfor også bliver dyrere og dyrere. I DN arbejder vi for et bæredygtigt samfund, hvor jordens ressourcer skal bruges igen og igen. Vi mener derfor, at vi skal brænde meget mindre og genanvende langt mere.

Danmark har over de seneste 30 år satset så ensidigt på affaldsforbrænding, at vi ikke kan se andet. Store dele af affaldsbranchen mener, at hvis vi bare brænder effektivt, udnytter energien og skaber varme og el fra forbrændingsanlæggene, så kan vi ikke gøre det bedre. Et synspunkt, som pudsigt nok støttes af hele den store branche, der bygger affaldsforbrændingsanlæg og leverer filtre og pumper og alt det andet isenkram, der sidder i sådan nogle anlæg.

Men den indstilling holder ikke i dag, og den hæmmer omstilling til en mere bæredygtig fremtid. For når affaldet først er forbrændt, er mange af ressourcerne ”væk” i form af luftforurening. Tilbage er enorme mængder af slagger – en sammensmeltet, grå masse af alt det, der ikke kan brænde, og som nu er gjort meget svært tilgængeligt for genanvendelse.

DN undersøgelse: To af tre anlæg vil forbrænde samme mængde om fem år
DN har gennemført en undersøgelse, hvor vi har spurgt de danske affaldsforbrændingsanlæg om deres forventninger til fremtiden. Vi har fået svar fra 18 forbrændingsanlæg, som desværre viser, at DN's håb om mindre forbrænding og øget genavnvendelse, ikke stemmer overens med de 18 anlægs forventninger til fremtiden.

12 af de 18 anlæg forventer således, at de forbrænder samme mængde affald om 5 år som i dag. På 5 anlæg forventer man at brænde mindre, og et anlæg forventer at forbrænde mere. Blandt de 18 besvarelser mangler vi nogle af de helt store anlæg, som i disse år netop bygger større anlæg med mere forbrændingskapacitet. Tankevækkende er det også, at 15 af 18 forbrændingsanlæg har kapacitet, de ikke bruger i dag. I runde tal betyder det, at vi har en overkapacitet på 230.500 tons om året.

De, der har svaret, vurderer i øvrigt kun for to anlægs vedkommende, at de forventer, at anlægget er lukket om 5 år.  Hvorimod 5 svarer, at de har et nyt anlæg med samme kapacitet. Flertallet af de resterende besvarelser går på, at de har det nuværende anlæg, men med forskellige forbedringer. Det tyder på, at der blandt anlæggene er planer om at forsætte med investeringer, der binder os til at brænde ressourcer af i de næste mange år. Samtidig hører vi fra flere sider, at vi om 10-15 år nok kun skal have 7-10 forbrændingsanlæg i Danmark.

Der er vist behov for, at NOGEN burer sig inde med nogle konkrete mål og midler og først kommer ud, når der er lagt planer for, hvilke anlæg der skal afvikles hvornår, og hvilke der skal blive tilbage. Så kan de jo sende hvid røg ud til journalister og andre interesserede.

Alle, der interesserer sig lidt for affald og ressourcer, går i øvrigt i disse dage og venter på regeringens ressourcestrategi I, der kommer til at skabe rammerne for fremtidens affaldshåndtering i Danmark. I Danmarks Naturfredningsforening håber vi på masser af konkrete virkemidler, der kan sikre en afvikling af forbrændings-æraen og skabe rammerne for en sund genanvendelses-kultur over det ganske land.

Et spadestik i røg og damp

I går var jeg med til noget, jeg ikke plejer. En vaskeægte aktion – ikke på højde med dem, Greenpeace laver med rapelling og lænker – nej, vi brændte såmænd penge af – altså hjemmelavede sedler, der kunne ligne 1000-lapper. Egentlig skulle vi have brændt 4 millioner 1000-kronesedler af for at modsvare den fejlinvestering på 4 milliARDER, politikerne i Amagerforbrændingens fem ejerkommuner nu har givet lov til. Men så skulle vores printer have kørt hele ugen, og det var blevet rimelig upopulært på kontoret. Så vi nøjedes med at brænde 100 sedler af i et lille bålfad – bare for den symbolske værdi – og papir skal jo genanvendes...;-)

For vi synes, det er et uansvarligt spild, når de fem kommuner der ejer Amagerforbrændingen i går tog det første spadestik til det nye affaldsforbrændingsanlæg med endnu større kapacitet end det nuværende. Københavns Kommunes politikere havde egentlig besluttet sig for at tage det store skridt ind i fremtiden og sætte gang i genanvendelsen, men kommunen blev overtrumfet af finansministerens ønske om at hjælpe virksomheden, der skal bygge anlægget – selvom det jo egentlig er en kommunal beslutning.

Derfor er vi mange, der er noget desillusioneret i dag, for de 4 mia., der nu smides i et nyt anlæg, er så stor en investering, at anlægges skal køre på fuld blus i de næste mange år, for at tjene pengene ind, og det betyder fortsat massiv afbrænding af affald også i de kommende 40 år. Genanvendelse vil de næste 40 år fortsat være små hyggeprojekter til nogle få hundrede tusinde kroner, som hver gang vil vise, at der ikke er volumen nok i genanvendelse til at det kan betale sig. Imens vil ovnene brænde løs og fortsat skabe farlig luftforurening, og slaggebjergene vil hobe sig op.

Samtidig vil lande som vi normalt sammenligner os med for alvor sætte gang i genanvendelsen og på den måde skabe mange permanente arbejdspladser og store forspring for deres virksomheder, som på den måde bliver mindre afhængige af jomfruelige ressourcer fra Kina og Afrika. Dansk erhvervsliv mener, vi er så gode til at brænde affald af, at vi bare skal fortsætte med at gøre det samme – måske lidt mere effektivt – men dog grundlæggende det samme.

Jeg mener, vi må se at vågne op, for det er som bekendt de, der midt i en krisetid formår at gøre det nye, smarte, der vinder og kommer ud på den anden side.

------
Denne klumme i 24 Timer: http://www.e-pages.dk/24timer/3638/
Kritiske artikler omkring affaldsforbrænding, start fx her: http://ing.dk/artikel/kommunernes-dyre-affaldsovne-blokerer-genanvendelse-127461
Om finansministerens hjælp til Vølund: http://borsen.dk/nyheder/avisen/artikel/11/33158/artikel.html?hl=Q29yeWRvbg,,

Skibakken var et medie-stunt

Snakken går meget for tiden om Amager Bakke – det pænt indpakkede nye affaldsforbrændingsanlæg, som Amagerforbrændingens bestyrelse netop i denne uge har fået afslag på investere 4 milliarder kroner i. 

Da forbrændingsovne jo er en kedelig størrelse, som er svær at lave medieomtale på, har man bedt en førende arkitekt om at udforme en pæn indpakning – den spetakulære skibakke, som Københavns borgere får. Vel at mærke, hvis der kan finde penge ved siden af de 4 mia.

For sagen er, at skibakken slet ikke er en del af finansieringen og aldrig kan blive det. Pengene til denne del skal findes andet steds. Mediestunt’et går på, at Amagerforbrændingen knytter det ønskede nye anlæg tæt sammen med skibakken, så det fremstår som om, Københavnerne alligevel ikke får den lovede skibakke, hvis de ikke får lov til at bygge det nye store affaldsforbrændingsanlæg. Sagen er bare, at de slet ikke hænger sammen. De 4 mia. vil skulle gå til nye ovne og en masse teknik omkring disse, mens pengene til skibakken skal findes andet steds.

Derfor kan man sagtens få både et mindre anlæg med samme gode teknik OG en skibakke, hvis der kan findes finansiering til denne. Det mindre anlæg har vi brug for, fordi vi skal videre med genanvendelse og vedvarende energi. Det var en meget visionær borgerrepræsentation, som i denne uge sagde nej til lånebevillingen til Amagerforbrændingens nye projekt. 

Og bestyrelsens reaktion er helt overdreven. Man påstår, vi stopper udviklingen og sætter en pind i hjulet på en grønnere fremtid. Sagen er, at det netop er det, man vil gøre, hvis man bygger det store anlæg. For hvem vil kunne finde midler til at sortere, genanvende og kompostere, hvis Amagerforbrændingen har fået 4 mia. Så vil den igen stå på forbrænding og forbrænding de næste 30 år.

Men skibakke… det er altså en helt anden sag.

Affaldsforbrænding: pros & cons

Vi skal være de første til med det næste skridt indenfor affaldsforbrænding!

I Danmark har vi stablet et system på benene, hvor vi brænder affaldet i store ovne, og ud fra varmen skaber vi fjernvarme og strøm. Et smart system, som hele verden da også kommer forbi og studerer, og som vi bliver kaldt helte for på internationale konferencer.

Og det ER jo smart – kommer man fra et land som eksempelvis Irland, hvor man deponerer alt sit affald på lossepladser og laver varme af gas, tørv og brænde, så er det et kæmpe fremskridt at brænde husholdningsaffaldet og lave varme ud fra det. Det har vi gjort i 30 år med stor succes.

Men nu må vi så også videre. For sagen er, at der er en masse bagsider af medaljen også. Der jo blandt andet luftforureningen. Ikke bare CO2, men også alle de andre forureninger, man ofte glemmer: dioxin, tungmetaller, svovl osv. Og så er der slaggerne: resterne fra forbrændingen, som er højkoncentreret, farligt affald, som køres til for eksempel norske miner, hvor det deponeres for eftertiden.

Og så er der alle de produkter, som du har smidt i skraldespanden, som nu er brændt i stedet for at være samlet ind, skilt ad og genanvendt i nye produkter. Derfor skal der nu udvindes nyt titan, nyt kobber, ny olie og produceres nye kemikalier til nyt plastik til din næste lampe. Mange af materialerne er ved at blive knappe – derfor skal vi lære at bruge dem igen.

Det er derfor, at det hele skal tænkes om. Og vi bliver nødt til at starte i dag, hvor mange af vore store forbrændingsanlæg er blevet 30 år gamle og trænger til en udskiftning. Vi synes jo, det går så godt, så ”vi vil gerne bare have en ny ovn – ligesom den gamle, tak, måske med nye filtre på, men ikke for meget andet nyt, tak”… NEJ, for hvis vi køber en ny ovn og binder den til vores energiforsyning igen, så låser vi os til den samme situation de næste 30 år.

Og det er netop de næste 30 år, vi skal lære at genanvende materialerne i produkterne i stedet for at brænde dem af. Alle de penge, vi skulle have brugt til at afprøve alt det nye, bliver låst til de gamle systemer, hvis vi bare køber nye ovne.

Vi kæmpede os op fra deponi til affaldsforbrænding som de første. Nu skal vi være de første til næste skridt: vi skal vise vejen for genbrug, genanvendelse og langsom men sikker udfasning af affaldsforbrænding.