Rig eller lykkelig?

Lige nu er der faktisk flertal for, at vi på højeste niveau skal begynde at interessere os for, hvor lykkelige vi er - og ikke kun for, hvor meget vi producerer. Regeringen, SF og Enhedslisten vil alle gerne have et grønt nationalt regnskab. For mange økonomer er det en svær een at sluge. For hvor er vi henne, hvis vi begynder at blande tingene sammen på den måde?

Siden 1930'erne har vi udelukkende fokuseret på den økonomiske vækst, der kommer ud af industriel produktion og forbrug. Det tæller positivt, når vi producerer våben, cigaretter, sprøjtegifte, lykkepiller, motorveje, fuelolie, forbrændingsanlæg, opløsningsmidler og eengangsemballage. Det tæller positivt, når vi skaber forurening fra en fabrik, og det tæller igen positivt, når vi rydder op efter forureningen. Derfor har industrialiseringen, som vi heldigvis er på vej ud af nu, pisket os rundt i alle disse sisyfos-aktiviteter.

Hvad, der ikke tæller i det nationale regnskab, er det meste af det, som gør livet værd at leve: Samvær med vores børn, omsorg for ældre, arbejdet i alle landets grundejerforeninger, kajakklubber og politiske partier, hjælpearbejdet i Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp eller Danmarks Naturfredningsforening, grøntsagerne vi dyrker til os selv i haven, marmeladen, vi sylter og giver som værtindegaver, fællesskab om at holde høns, glæden ved at bruge vores allesammens natur, alle bidragene til Wikipedia, det store arbejde i alskens Facebook-grupper o.s.v.

Men det skal tælle nu, hvis et flertal i Folketinget rent faktisk forpligter Danmarks øverste myndighed, Finansministeriet, til at indregne alt det, der betyder noget her i livet, når der skal udarbejdes finanslov. Mange lande er i gang, og det er på tide, for det er jo sådan, at det, man måler på, er også det, man arbejder på at optimere. Det klassiske bruttonationalprodukt er derfor en væsentlig årsag til, at vi hele tiden løber ensidigt efter den vækst, som har skabt den overudnyttelse af kloden, som vi står med i dag.

Skal vi så vælge imellem at være rige eller lykkelige? Jeg tror det ikke. Jeg tror, vi får begge dele. For når vi får skabt fokus på alt det, som gør os lykkeligere, så frisætter vi også det potentiale, som vi som mennesker i en vækstkultur har lært at holde i baggrunden, fordi det ikke direkte skaber vækst.

Men i Danmark har vi det nye dybt forankret i vores kultur - tilbage fra Grundtvig, andelsbevægelsen og folkehøjskolerne. Vi skal blot genopfinde den nye version af dette, tilpasset vores årti, og støttet af en ny fokus på virkelyst for alle i sprudlende fællesskaber med mennesket i centrum.

Hvad skal vi bruge affaldsforbrændingsanlæggene til?

Med regeringens ressourcestrategi fra i mandags er vi tættere på en langstrakt afvikling af affaldsforbrændingsanlæg i Danmark. Vi har allerede i dag en overkapacitet, og vi er ikke alene om det. Det har Tyskland og andre nabolande også.

Så det er vigtigt, at vi ikke bare bygger nye anlæg, for så binder vi investeringerne der - og dermed affaldet til fortsat forbrænding de næste 30 år. Desværre har man taget den forkerte beslutning i København og er gået i gang med at bygge et nyt mega-affaldsforbrændingsanlæg, på trods af voldsomme protester og en beslutning i første omgang om at lade være.

Men for nu at vende tilbage til det nationale billede, så skal forbrændingssektoren i Danmark over de næste år finde ud af, hvilke anlæg, der skal lukkes ned først, hvem dernæst osv. Og så er det jo, jeg tænker, at når vi slukker for kraner og ovne rundt omkring i landet... hvad kan vi så bruge de spændende faciliteter til? Jeg kommer til at tænke på B&W-hallen på Amager og på tørdokken på Holmen. Vi har jo med spændende rum at gøre, som kan bruges til alt muligt - kultur, idræt, nye innovative virksomheder. Kom med nogle bud!

El-bil-redning

Mange troede vel at el-biler i Danmark døde med Better Place. Men det har jeg nu aldrig ment. Faktisk regnede jeg med, at det ville give noget luft og nogle renere linjer til el-bil-markedet, at der ikke længere er to konkurrerende koncepter på et meget lille og skrøbeligt marked.

Nu tror jeg på, at jeg fik ret, for den store energikoncern E.ON har nu købt de 770 el-bil-ladestandere, der var i boet efter Better Place. Det betyder, at vi nu har en stor og stærk aktør bagved et ladenet, som kan brede el-bilerne længere ud i Danmark. Nu får vi to konkurrerende ladestandernet (E.ON og Clever) med samme stik men forskellige abonnementsordninger. Det svarer jo helt til fx tankstationsmarkedet, og den nye situation kan måske skabe bedre løsninger og bedre priser samlet set.

Det er oplagt at købe de almindelige ladestandere, for det bliver den teknologi, der kan skabe forretning. Batteriskiftestationerne derimod er gøgeungen, som Better Place nok gik i knæ på, og det er endnu uvist, hvad der skal ske med dem.

Det bliver spændende at se, om giganten E.ON gør dette helhjertet. På plussiden kan man sige, at så stor en koncern vel næppe kaster sig ud i sådan noget uden at mene det, samt at der må ligge en vis robusthed i denne satsning. Er man til konspirationsteorier og tror på alliancen imellem oliebranchen og bilbranchen kan man på minussiden være bekymret for, om E.ON måske vil tromle Clever og så forlader el-bilmarkedet... Men E.ON fremstår som en virksomhed, der satser på el og gas i transporten, og derfor går det nok ikke så slemt.


Så når jeg tager ja-hatten på, så håber jeg på, at når E.ON går ind, så vil det trække flere aktører i oliebranchen med ind, så vi fx kan begynde at få ladestandere på tankstationerne også. Disse udgør jo i dag det mest optimale optankningsnet i forhold til vejnettet - og har jo parkeringspladser og strøm lagt ind, så det vil være en meget lille investering for Statoil, Q8, Jet, DK, OK osv. at stille ladestandere op (Derfor er det også helt rimeligt at spørge, om det stadig er det gamle stammefællesskab, der sætter en stopper for den åbenlyse løsning, ladestandere på tankstationer vil være). Clever har valgt at satse på indkøbscentrene, og det er jo også rigtig klogt. Jeg krydser fingre for, at vi om fem år har ladestandere ved alle indkøbscentre, tankstationer og større parkeringsområder.

Samtidig er el-bil-markedet ved at komme i omdrejninger. DNs Citröen C-zero kører stadig fint og holder 120 km på en opladning. Den fås også i en Peugeot-udgave og en Mitsubishi-udgave, og så er der Nissan Leaf, Mercedes Vito, BMW i3 og ikke mindst Tesla S, som efterfølges af en mere familieagtig bil Tesla X, som kommer næste år. Med rækkevidder op til 500 km og et landsdækkende ladestandernet, bliver undskyldningerne sværere og sværere at finde frem. Og har man een gang prøvet at køre el-bil, så er man jo solgt - smut forbi Renault, Tesla eller Citröen eller eet af Clevers arrangmenter for at prøve en tur.

Og det fedeste er jo så, at det ikke kun er bedre for dig, der sidder inde i en stille bil, som bliver ladet om natten, så den er klar om morgenen. Det bliver også et helt andet gadebillede, hvor man kan tale almindeligt sammen, når man går ind ad Åboulevarden, hvor man ikke får lungerne fyldt med giftige partikler, og hvor selv tankstationer ikke længere er olie-stinkende områder, man helst undgår.

Vi forbrænder stadig værdifulde ressourcer

I går afsluttede Danmarks Naturfredningsforening (DN) den årlige affaldsindsamling. Der blev igen i år indsamlet langt over 100 tons affald af mere end 25.000 danskere. Det indsamlede affald ender på genbrugsstationen, hvor meget går til småt brændbart. Herfra bliver det kørt til forbrænding på et af landets 27 affaldsforbrændingsanlæg. Vi brænder nemlig meget i Danmark. Ifølge Dansk Affaldsforening forbrændte vi i Danmark i 2011 3,6 mio. tons affald.

Men affald er ressourcer - udvundet fra jorden. Ressourcer som bliver mere og mere knappe, og som derfor også bliver dyrere og dyrere. I DN arbejder vi for et bæredygtigt samfund, hvor jordens ressourcer skal bruges igen og igen. Vi mener derfor, at vi skal brænde meget mindre og genanvende langt mere.

Danmark har over de seneste 30 år satset så ensidigt på affaldsforbrænding, at vi ikke kan se andet. Store dele af affaldsbranchen mener, at hvis vi bare brænder effektivt, udnytter energien og skaber varme og el fra forbrændingsanlæggene, så kan vi ikke gøre det bedre. Et synspunkt, som pudsigt nok støttes af hele den store branche, der bygger affaldsforbrændingsanlæg og leverer filtre og pumper og alt det andet isenkram, der sidder i sådan nogle anlæg.

Men den indstilling holder ikke i dag, og den hæmmer omstilling til en mere bæredygtig fremtid. For når affaldet først er forbrændt, er mange af ressourcerne ”væk” i form af luftforurening. Tilbage er enorme mængder af slagger – en sammensmeltet, grå masse af alt det, der ikke kan brænde, og som nu er gjort meget svært tilgængeligt for genanvendelse.

DN undersøgelse: To af tre anlæg vil forbrænde samme mængde om fem år
DN har gennemført en undersøgelse, hvor vi har spurgt de danske affaldsforbrændingsanlæg om deres forventninger til fremtiden. Vi har fået svar fra 18 forbrændingsanlæg, som desværre viser, at DN's håb om mindre forbrænding og øget genavnvendelse, ikke stemmer overens med de 18 anlægs forventninger til fremtiden.

12 af de 18 anlæg forventer således, at de forbrænder samme mængde affald om 5 år som i dag. På 5 anlæg forventer man at brænde mindre, og et anlæg forventer at forbrænde mere. Blandt de 18 besvarelser mangler vi nogle af de helt store anlæg, som i disse år netop bygger større anlæg med mere forbrændingskapacitet. Tankevækkende er det også, at 15 af 18 forbrændingsanlæg har kapacitet, de ikke bruger i dag. I runde tal betyder det, at vi har en overkapacitet på 230.500 tons om året.

De, der har svaret, vurderer i øvrigt kun for to anlægs vedkommende, at de forventer, at anlægget er lukket om 5 år.  Hvorimod 5 svarer, at de har et nyt anlæg med samme kapacitet. Flertallet af de resterende besvarelser går på, at de har det nuværende anlæg, men med forskellige forbedringer. Det tyder på, at der blandt anlæggene er planer om at forsætte med investeringer, der binder os til at brænde ressourcer af i de næste mange år. Samtidig hører vi fra flere sider, at vi om 10-15 år nok kun skal have 7-10 forbrændingsanlæg i Danmark.

Der er vist behov for, at NOGEN burer sig inde med nogle konkrete mål og midler og først kommer ud, når der er lagt planer for, hvilke anlæg der skal afvikles hvornår, og hvilke der skal blive tilbage. Så kan de jo sende hvid røg ud til journalister og andre interesserede.

Alle, der interesserer sig lidt for affald og ressourcer, går i øvrigt i disse dage og venter på regeringens ressourcestrategi I, der kommer til at skabe rammerne for fremtidens affaldshåndtering i Danmark. I Danmarks Naturfredningsforening håber vi på masser af konkrete virkemidler, der kan sikre en afvikling af forbrændings-æraen og skabe rammerne for en sund genanvendelses-kultur over det ganske land.

Et spadestik i røg og damp

I går var jeg med til noget, jeg ikke plejer. En vaskeægte aktion – ikke på højde med dem, Greenpeace laver med rapelling og lænker – nej, vi brændte såmænd penge af – altså hjemmelavede sedler, der kunne ligne 1000-lapper. Egentlig skulle vi have brændt 4 millioner 1000-kronesedler af for at modsvare den fejlinvestering på 4 milliARDER, politikerne i Amagerforbrændingens fem ejerkommuner nu har givet lov til. Men så skulle vores printer have kørt hele ugen, og det var blevet rimelig upopulært på kontoret. Så vi nøjedes med at brænde 100 sedler af i et lille bålfad – bare for den symbolske værdi – og papir skal jo genanvendes...;-)

For vi synes, det er et uansvarligt spild, når de fem kommuner der ejer Amagerforbrændingen i går tog det første spadestik til det nye affaldsforbrændingsanlæg med endnu større kapacitet end det nuværende. Københavns Kommunes politikere havde egentlig besluttet sig for at tage det store skridt ind i fremtiden og sætte gang i genanvendelsen, men kommunen blev overtrumfet af finansministerens ønske om at hjælpe virksomheden, der skal bygge anlægget – selvom det jo egentlig er en kommunal beslutning.

Derfor er vi mange, der er noget desillusioneret i dag, for de 4 mia., der nu smides i et nyt anlæg, er så stor en investering, at anlægges skal køre på fuld blus i de næste mange år, for at tjene pengene ind, og det betyder fortsat massiv afbrænding af affald også i de kommende 40 år. Genanvendelse vil de næste 40 år fortsat være små hyggeprojekter til nogle få hundrede tusinde kroner, som hver gang vil vise, at der ikke er volumen nok i genanvendelse til at det kan betale sig. Imens vil ovnene brænde løs og fortsat skabe farlig luftforurening, og slaggebjergene vil hobe sig op.

Samtidig vil lande som vi normalt sammenligner os med for alvor sætte gang i genanvendelsen og på den måde skabe mange permanente arbejdspladser og store forspring for deres virksomheder, som på den måde bliver mindre afhængige af jomfruelige ressourcer fra Kina og Afrika. Dansk erhvervsliv mener, vi er så gode til at brænde affald af, at vi bare skal fortsætte med at gøre det samme – måske lidt mere effektivt – men dog grundlæggende det samme.

Jeg mener, vi må se at vågne op, for det er som bekendt de, der midt i en krisetid formår at gøre det nye, smarte, der vinder og kommer ud på den anden side.

------
Denne klumme i 24 Timer: http://www.e-pages.dk/24timer/3638/
Kritiske artikler omkring affaldsforbrænding, start fx her: http://ing.dk/artikel/kommunernes-dyre-affaldsovne-blokerer-genanvendelse-127461
Om finansministerens hjælp til Vølund: http://borsen.dk/nyheder/avisen/artikel/11/33158/artikel.html?hl=Q29yeWRvbg,,

Tobin, Robin Hood og Daly

Noget af det, som nok går hen over hovedet på de fleste, er finanskrisen. Vi har nok alle en fornemmelse af, at dette her er alvor. At der tales om store penge. Men de hundredvis af milliarder, som er i spil, er beløb, man som menneske slet ikke kan forholde sig til: Hvis du vandt 10 mio., hvad ville du så købe? Årh, jeg ville købe en sportsvogn, en rejse til Langbortistan, et hus osv. Hvad hvis du vandt 100 mia…? øhhh… Det er fx 50.000 Ferrarier, 1½ mio. rejser tilThailand for hele familien i 3 uger eller 317 mio. medlemskaber af Danmarks Naturfredningsforening.

Hjælper bankpakkerne så? Det er jo svært at sige – mit indtryk er, at der er tale om ren panik, som handler om, at ikke hele Danmark skal gå ned med bankerne. Men jeg synes, der tales meget lidt om det fremadrettede. For det er tydeligt, at der er spillet højt spil i finansverdenen i en lang periode op til 2006-8, hvor det hele begyndte at krakelere. Og at bankerne har spillet en helt central rolle i disse satsninger. Vores vigtigste opgave som et demokratisk samfund er at sikre, at vi lærer af vore fejl og skruer nogle mekanismer sammen, som sikrer, at vi ikke bare gentager fejlene. Vi skal regulere markedet, og det skal vi bruge demokratiet til, og det er her, Robin Hood kommer ind i billedet.

Kigger man på finansmarkedet, så er det faktisk kun en lille brøkdel af alle transaktioner, der indbefatter en vare eller serviceydelse. Mere end 90 procent af det, der sker på finansmarkederne er spekulation. Og det giver uligevægt og hysteri og store tomme bobler af værdi, som kun findes som tal i børsernes computere. Derfor er der behov for, at verden indfører tobinskat (skat på valuta-transaktioner), robin-hood-skat (skat på værdipapirhandel) og ressourceskat (som foreslået af Herman E. Daly og andre). Samlet set vil dette skabe en træghed, som vil bringe finanssektoren tilbage til det, som var den oprindelige idé: At penge og værdipapirer ikke er mål i sig selv men midler, som får handel med ting og ydelser til at fungere gennemsigtigt og troværdigt.

Det ville klæde den danske regering snart at trække i arbejdstøjet på dette område, som der også er lagt op til i regeringsgrundlaget.

------------------

I denne uge er der gang i debatten om fremtidens økonomi:

• Mandag - http://ecocouncil.dk/udgivelser/artikler/okonomi/1980-stor-interesse-for-at-diskutere-diskonteringsrenten-
• Torsdag - http://noah.dk/events/arrangement-om-vaekst-og-modvaekst-paa-koebenhavns-universitet/

Tilføj gerne mere, du ved sker om emnet her.

Affaldsforbrænding: pros & cons

Vi skal være de første til med det næste skridt indenfor affaldsforbrænding!

I Danmark har vi stablet et system på benene, hvor vi brænder affaldet i store ovne, og ud fra varmen skaber vi fjernvarme og strøm. Et smart system, som hele verden da også kommer forbi og studerer, og som vi bliver kaldt helte for på internationale konferencer.

Og det ER jo smart – kommer man fra et land som eksempelvis Irland, hvor man deponerer alt sit affald på lossepladser og laver varme af gas, tørv og brænde, så er det et kæmpe fremskridt at brænde husholdningsaffaldet og lave varme ud fra det. Det har vi gjort i 30 år med stor succes.

Men nu må vi så også videre. For sagen er, at der er en masse bagsider af medaljen også. Der jo blandt andet luftforureningen. Ikke bare CO2, men også alle de andre forureninger, man ofte glemmer: dioxin, tungmetaller, svovl osv. Og så er der slaggerne: resterne fra forbrændingen, som er højkoncentreret, farligt affald, som køres til for eksempel norske miner, hvor det deponeres for eftertiden.

Og så er der alle de produkter, som du har smidt i skraldespanden, som nu er brændt i stedet for at være samlet ind, skilt ad og genanvendt i nye produkter. Derfor skal der nu udvindes nyt titan, nyt kobber, ny olie og produceres nye kemikalier til nyt plastik til din næste lampe. Mange af materialerne er ved at blive knappe – derfor skal vi lære at bruge dem igen.

Det er derfor, at det hele skal tænkes om. Og vi bliver nødt til at starte i dag, hvor mange af vore store forbrændingsanlæg er blevet 30 år gamle og trænger til en udskiftning. Vi synes jo, det går så godt, så ”vi vil gerne bare have en ny ovn – ligesom den gamle, tak, måske med nye filtre på, men ikke for meget andet nyt, tak”… NEJ, for hvis vi køber en ny ovn og binder den til vores energiforsyning igen, så låser vi os til den samme situation de næste 30 år.

Og det er netop de næste 30 år, vi skal lære at genanvende materialerne i produkterne i stedet for at brænde dem af. Alle de penge, vi skulle have brugt til at afprøve alt det nye, bliver låst til de gamle systemer, hvis vi bare køber nye ovne.

Vi kæmpede os op fra deponi til affaldsforbrænding som de første. Nu skal vi være de første til næste skridt: vi skal vise vejen for genbrug, genanvendelse og langsom men sikker udfasning af affaldsforbrænding.