Rig eller lykkelig?

Lige nu er der faktisk flertal for, at vi på højeste niveau skal begynde at interessere os for, hvor lykkelige vi er - og ikke kun for, hvor meget vi producerer. Regeringen, SF og Enhedslisten vil alle gerne have et grønt nationalt regnskab. For mange økonomer er det en svær een at sluge. For hvor er vi henne, hvis vi begynder at blande tingene sammen på den måde?

Siden 1930'erne har vi udelukkende fokuseret på den økonomiske vækst, der kommer ud af industriel produktion og forbrug. Det tæller positivt, når vi producerer våben, cigaretter, sprøjtegifte, lykkepiller, motorveje, fuelolie, forbrændingsanlæg, opløsningsmidler og eengangsemballage. Det tæller positivt, når vi skaber forurening fra en fabrik, og det tæller igen positivt, når vi rydder op efter forureningen. Derfor har industrialiseringen, som vi heldigvis er på vej ud af nu, pisket os rundt i alle disse sisyfos-aktiviteter.

Hvad, der ikke tæller i det nationale regnskab, er det meste af det, som gør livet værd at leve: Samvær med vores børn, omsorg for ældre, arbejdet i alle landets grundejerforeninger, kajakklubber og politiske partier, hjælpearbejdet i Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp eller Danmarks Naturfredningsforening, grøntsagerne vi dyrker til os selv i haven, marmeladen, vi sylter og giver som værtindegaver, fællesskab om at holde høns, glæden ved at bruge vores allesammens natur, alle bidragene til Wikipedia, det store arbejde i alskens Facebook-grupper o.s.v.

Men det skal tælle nu, hvis et flertal i Folketinget rent faktisk forpligter Danmarks øverste myndighed, Finansministeriet, til at indregne alt det, der betyder noget her i livet, når der skal udarbejdes finanslov. Mange lande er i gang, og det er på tide, for det er jo sådan, at det, man måler på, er også det, man arbejder på at optimere. Det klassiske bruttonationalprodukt er derfor en væsentlig årsag til, at vi hele tiden løber ensidigt efter den vækst, som har skabt den overudnyttelse af kloden, som vi står med i dag.

Skal vi så vælge imellem at være rige eller lykkelige? Jeg tror det ikke. Jeg tror, vi får begge dele. For når vi får skabt fokus på alt det, som gør os lykkeligere, så frisætter vi også det potentiale, som vi som mennesker i en vækstkultur har lært at holde i baggrunden, fordi det ikke direkte skaber vækst.

Men i Danmark har vi det nye dybt forankret i vores kultur - tilbage fra Grundtvig, andelsbevægelsen og folkehøjskolerne. Vi skal blot genopfinde den nye version af dette, tilpasset vores årti, og støttet af en ny fokus på virkelyst for alle i sprudlende fællesskaber med mennesket i centrum.

Stop den ukritiske vækst - jeg vil af!

Fra alle sider råbes vækst: Politikere og medier fortæller os at vækst er måden at komme ud af krisen på. Vækst skaber jobs. Vækst skaber udvikling. Vækst er grundlag for det hele. Vækst er svaret - hvad var spørgsmålet...?

Spørgsmålet er, hvordan vi skaber fortsat udvikling og velstand, men uden at tappe kloden for ressourcer, drukne i forurening eller ødelægge klimaet, og een ting er sikkert: Vækst i den gængse forstand er ikke lige svaret her.

Heldigvis taler og skriver flere og flere kloge og fremsynede mennesker om alternativer til vækst. Ikke at det er noget nyt - der har været skrevet om emnet siden 1960'erne - men for tiden ser vi næsten en eksplosion i antallet af borgergrupper, konferencer, bøge og film, som handler om alternativer til klassisk vækst - og det giver mig håb.

I Danmark har vi i år fået den første professor i økologisk økonomi, Inge Røpke, som forsker i økonomi, som er i balance med klodens ressourcer. Vi har Sustainia, som fremmer konkrete bæredygtige løsninger på internationalt niveau, og vi har en række borgeraktiviteter, der fokuserer på den grønne omstilling.

Vi har CradlePeople-bevægelsen, som bla. arbejder med cirkulær økonomi, og vi har flere og flere debattører, der kommer med bud på, hvordan vi kan skrue samfund og økonomi sammen på nye måder - f.eks. Lene Andersen, som i Danmark 2030, der netop er udkommet, skriver om de udfordringer, vi står i lige nu og hvordan vi kan forme en ny nordisk tilgang til løsninger. Endelig har vi forfatteren til Occupy World Street, Ross Jackson, som skriver om de problemer, de økonomiske modeller og strukturer skaber for hele verden, og som også byder på løsninger. 

Også filmfolket kritiserer den evindelige fokus på vækst, fra episke baskere som Avatar og Hobbitten, der på overfladen handler om det gode mod det onde men implicit er fulde af systemkritik, til den nærværende og personlige film, "Shirley og Hinda" om to amerikanske bedstemødre, som i den modne alder af 90 og 84 år indser, at den vækst, som alle går og snakker om måske ikke er løsningen - men i lige så høj grad problemet.

Det er en skøn film om venskab og indsigt og om, hvordan vi alle kan blive aktivister, hvis vi brænder nok for at forstå verden og ønsker at gøre den til et bedre sted at være.

For hvorfor går to damer, der har få år tilbage at leve i, i gang med at ændre verden? Hvorfor er de ikke ligeglade? Nu er det jo gået meget godt i de 90 år, de har levet. Kan de ikke lade de dygtige ledere i verdens store virksomheder og på de anerkendte universiteter fortsætte den gode linje, som har skabt den velfærd, de selv har fulgt udviklingen af?

Men nej, det er netop her, de tager fat, og i løbet af filmen får både de to hovedpersoner og vi, der sidder i biografmørket en aha-oplevelse, som sætter begrebet vækst i et foruroligende perspektiv.

Bakterier formerer sig med eksponentiel vækst, dvs deres antal fordobles f.eks. hvert minut. Forestil dig nu at være en bakterie, der starter sammen med fire andre i en flaske fuld af føde. Efter to minutter er i 10, efter tre minutter er i 20, efter fire er i 40 osv. Efter en time er flasken fuld af bakterier og begynder at løbe over. Hvornår indser du som bakterie, at hvis I fortsætter på denne måde, vil I fylde hele flasken op?

Et minut før den er fuld, er den kun halvt fuld, jo... to minutter før den er fuld, er den kun kvart fuld. Det er samme vækst-princip, økonomien kører efter, og jorden er ikke større end den er.

De kloge bedstemødre går ud i verden for at forstå og ændre, fordi de har opdaget, at noget er ved at gå galt. De gør det nok fordi, de jo for længst har opdaget, at det, der egentlig betyder noget, er familie og venskaber - ja, mennesker - frem for velstand og ting.

Og derfor føles det rigtigt og er aldrig for sent at gøre noget godt for menneskeheden, for din næste, for dine børnebørn og de venner, de skal vokse op sammen med. Hvornår går du i gang?

Hvad skal vi bruge affaldsforbrændingsanlæggene til?

Med regeringens ressourcestrategi fra i mandags er vi tættere på en langstrakt afvikling af affaldsforbrændingsanlæg i Danmark. Vi har allerede i dag en overkapacitet, og vi er ikke alene om det. Det har Tyskland og andre nabolande også.

Så det er vigtigt, at vi ikke bare bygger nye anlæg, for så binder vi investeringerne der - og dermed affaldet til fortsat forbrænding de næste 30 år. Desværre har man taget den forkerte beslutning i København og er gået i gang med at bygge et nyt mega-affaldsforbrændingsanlæg, på trods af voldsomme protester og en beslutning i første omgang om at lade være.

Men for nu at vende tilbage til det nationale billede, så skal forbrændingssektoren i Danmark over de næste år finde ud af, hvilke anlæg, der skal lukkes ned først, hvem dernæst osv. Og så er det jo, jeg tænker, at når vi slukker for kraner og ovne rundt omkring i landet... hvad kan vi så bruge de spændende faciliteter til? Jeg kommer til at tænke på B&W-hallen på Amager og på tørdokken på Holmen. Vi har jo med spændende rum at gøre, som kan bruges til alt muligt - kultur, idræt, nye innovative virksomheder. Kom med nogle bud!

CSR i lummert lys

"Jeg fucking hader CSR" siger brandingeksperten Sindy Gallop i Berlingske Business Magasin i sidste uge. Det gør hun, fordi CSR godt nok er på vej op men stadig i rigtig mange virksomheder opfattes som et marketing-begreb. CSR er rigtig mange steder noget, ledelsen har valgt at gå i gang med, fordi det kan give et pænt image. Man ansætter nogle marketingsfolk, som starter med at formidle i løse vendinger om, hvad virksomheden har tænkt sig at gøre, men det ender ofte med kratterier i overfladen, for det var jo ikke meningen, at det skal koste noget eller at vi behøver lave om på, hvordan vi gør tingene her i vores virksomhed...

Heldigvis kræver en seriøs CSR-indsats åbenhed og dialog med alle aktører omkring virksomheden. I denne proces vil de nyansatte marketingsfolk blive mødt af miljøorganisationer, forbrugerorganisationer, naboer, fattigdomsbekæmpere og andet godtfolk, som bl.a. fortæller dem, at:

1. I kan ikke blære jer med noget, I ikke har gjort endnu.
2. I bliver nødt til at dokumentere effekten af det, I gør.
3. Det er ikke nok at kigge på sikkerhed og energiforbrug i egne produktionshaller - I skal arbejde med hele jeres varekæde.
4. Det er ikke nok at skifte til sparepærer - I skal hele vejen rundt om ansvarlighedsbegrebet, dvs. miljø, etik, sociale aspekter, forbrugeraspekter, lobby, formidling, åbenhed osv.
5. I bliver nødt til at fortælle jeres omverden, hvad I har tænkt jer at sætte i gang og især, hvordan det så året efter er gået med indsatsen. Her er det nu ved at blive tilladt at fejle - blot man lærer af sine fejl og springer op på hesten igen.
6. Ledelsen kan ikke sætte en lille afdeling til at lave CSR. Det skal integreres i hele virksomheden - i alle funktioner og hos alle medarbejdere og ledere. Det er som med indtjening - alle skal have det for øje i een eller anden grad før det virker.

Miljøledelse har været igennem samme udvikling - og er det stadig mange steder. Det virker kun, hvis ledelsen og bestyrelsen giver det fokus og prioritet.

Man kan synes, at CSR er et fluffy begreb, men det har også et potentiale. Sagen er, at hvis man integrerer det ordentligt i sin virksomhed, så er der stor chance for, at virksomheden rykker sig i retning af bedre at kunne forstå og agere i den nye globaliserede virkelighed, hvor klassisk industriel produktion og afsætning er en dødssejler.

Vi er i en omstillingstid - en tid med kriser af forskellige slags, som spiller sammen og kalder på nytænkning i retning af både-og fremfor de gamle enten-eller-dogmer. En moderne virksomhed skal kunne se nye muligheder, omstille sig til disse, sprede sine aktiviteter på mange og gerne grønne teknologiske løsninger. Og måske vigtigst af alt - den skal kunne skabe de løsninger, som bidrager til en bæredygtig omstilling.

Det er her, CSR - brugt på den gode måde - kan skabe en ramme, som moderniserer virksomheden ved at skabe større åbenhed og forståelse for samfundets aktører. Med andre ord: Lærer at se sig selv som en samfundsansvarlig og kommunikerende aktør fremfor en dinosaur med store tænder.

Hvad der bliver rigtig spændende er, hvis virksomhederne i denne udvikling også begynder at se på kernen af deres egen eksistensberettigelse - på rollen som tjener for en flok aktionærer, der egentlig ikke interesserer sig for andet end, hvad der kan blive til mig i år. Vi har brug for nye virksomhedsformer - måske i retning af fonde og foreninger - som bygger sig selv op omkring etiske værdier og agerer derefter.

Se evt. mine idéer her: http://prezi.com/3iirrnrmtyfl/future-of-sustainable-business/?kw=view-3iirrnrmtyfl&rc=ref-3461268

Vi forbrænder stadig værdifulde ressourcer

I går afsluttede Danmarks Naturfredningsforening (DN) den årlige affaldsindsamling. Der blev igen i år indsamlet langt over 100 tons affald af mere end 25.000 danskere. Det indsamlede affald ender på genbrugsstationen, hvor meget går til småt brændbart. Herfra bliver det kørt til forbrænding på et af landets 27 affaldsforbrændingsanlæg. Vi brænder nemlig meget i Danmark. Ifølge Dansk Affaldsforening forbrændte vi i Danmark i 2011 3,6 mio. tons affald.

Men affald er ressourcer - udvundet fra jorden. Ressourcer som bliver mere og mere knappe, og som derfor også bliver dyrere og dyrere. I DN arbejder vi for et bæredygtigt samfund, hvor jordens ressourcer skal bruges igen og igen. Vi mener derfor, at vi skal brænde meget mindre og genanvende langt mere.

Danmark har over de seneste 30 år satset så ensidigt på affaldsforbrænding, at vi ikke kan se andet. Store dele af affaldsbranchen mener, at hvis vi bare brænder effektivt, udnytter energien og skaber varme og el fra forbrændingsanlæggene, så kan vi ikke gøre det bedre. Et synspunkt, som pudsigt nok støttes af hele den store branche, der bygger affaldsforbrændingsanlæg og leverer filtre og pumper og alt det andet isenkram, der sidder i sådan nogle anlæg.

Men den indstilling holder ikke i dag, og den hæmmer omstilling til en mere bæredygtig fremtid. For når affaldet først er forbrændt, er mange af ressourcerne ”væk” i form af luftforurening. Tilbage er enorme mængder af slagger – en sammensmeltet, grå masse af alt det, der ikke kan brænde, og som nu er gjort meget svært tilgængeligt for genanvendelse.

DN undersøgelse: To af tre anlæg vil forbrænde samme mængde om fem år
DN har gennemført en undersøgelse, hvor vi har spurgt de danske affaldsforbrændingsanlæg om deres forventninger til fremtiden. Vi har fået svar fra 18 forbrændingsanlæg, som desværre viser, at DN's håb om mindre forbrænding og øget genavnvendelse, ikke stemmer overens med de 18 anlægs forventninger til fremtiden.

12 af de 18 anlæg forventer således, at de forbrænder samme mængde affald om 5 år som i dag. På 5 anlæg forventer man at brænde mindre, og et anlæg forventer at forbrænde mere. Blandt de 18 besvarelser mangler vi nogle af de helt store anlæg, som i disse år netop bygger større anlæg med mere forbrændingskapacitet. Tankevækkende er det også, at 15 af 18 forbrændingsanlæg har kapacitet, de ikke bruger i dag. I runde tal betyder det, at vi har en overkapacitet på 230.500 tons om året.

De, der har svaret, vurderer i øvrigt kun for to anlægs vedkommende, at de forventer, at anlægget er lukket om 5 år.  Hvorimod 5 svarer, at de har et nyt anlæg med samme kapacitet. Flertallet af de resterende besvarelser går på, at de har det nuværende anlæg, men med forskellige forbedringer. Det tyder på, at der blandt anlæggene er planer om at forsætte med investeringer, der binder os til at brænde ressourcer af i de næste mange år. Samtidig hører vi fra flere sider, at vi om 10-15 år nok kun skal have 7-10 forbrændingsanlæg i Danmark.

Der er vist behov for, at NOGEN burer sig inde med nogle konkrete mål og midler og først kommer ud, når der er lagt planer for, hvilke anlæg der skal afvikles hvornår, og hvilke der skal blive tilbage. Så kan de jo sende hvid røg ud til journalister og andre interesserede.

Alle, der interesserer sig lidt for affald og ressourcer, går i øvrigt i disse dage og venter på regeringens ressourcestrategi I, der kommer til at skabe rammerne for fremtidens affaldshåndtering i Danmark. I Danmarks Naturfredningsforening håber vi på masser af konkrete virkemidler, der kan sikre en afvikling af forbrændings-æraen og skabe rammerne for en sund genanvendelses-kultur over det ganske land.

Pick the solution…?

Økonomisk krise. Klimakrise. Fødevarekrise. Hvis vi skal ud af kriserne, er det måske ikke så dumt at kigge lidt på nogle af de tidligere kriser, vi har været i. Hvad har vi tidligere gjort, når det brændte på? Kriser er mange ting – for tiden snakker man meget om finanskrisen, klima/miljøkrisen og fødevarekrisen, men der er sikkert flere kriser, man kunne trække frem, hvis man leder lidt.

Lad os tage fat i en af tidligere tiders største kriser: Anden Verdenskrig. Noget af det, flere regeringer dengang gjorde, var at blande sig i, hvad virksomhederne skulle producere. I årene før og under Anden Verdenskrig blev arbejdskraften kanaliseret over i virksomheder som f.eks. Ford og Volkswagen, og det, som man mente, kunne redde landet, blev produceret: Køretøjer, fly og andet krigsmateriel. Det blev bygget veje og jernbaner, og mange af de landvindinger inden for teknologi, som blev udviklet i krigstiden har siden skabt forretningsgrundlaget for mange virksomheder. Trods den tragiske kontekst, er det tankevækkende, hvilken eksplosiv udvikling af bestemte løsninger, man skabte dengang.

Store dele af dagens erhvervsliv er modstandere af det, man kalder ”pick the solution” – altså at man via regulering og økonomiske virkemidler vælger, hvilke løsninger man gerne ser blomstre op. Holdningen er, at markedet bedst selv kan ”vælge” de løsninger, der kan sælges i morgen.

Men problemet er, at markedet kun kan se økonomi og i øvrigt ikke kan se længere frem end nogle måneder. Markedet kan ikke se klimakrisen, miljøkrisen og fødevarekrisen – kun finanskrisen. Hvis vi nu – i stedet for kun at have øje for at løse finanskrisen med bankpakker og andre dyre lappeløsninger – forsøger at hjælpe markedet til at se fremtiden i et bredere lys, så kan vi måske gøre en forskel. Det kunne for eksempel ske ved at brandbeskatte biler, der kun kører 14 km/l, ved at skabe gunstige markeder for økologi, grøntsager og fisk, ved at udfase olie- og naturgasfyr, ved at sætte alt ind på vedvarende energi og ved at beskatte produkternes ressourceforbrug.

Jamen så er der vel nogen brancher, der får det svært? Ja, nogen bliver nødt til at stille om, og det skal de jo have hjælp til. Men tiden er ikke til status quo, gamle dyder eller ”jamen sådan har vi altid gjort”. Tiden er til omstilling, nye veje, nye alliancer, nye produktionsformer, nye ejerformer, nye toner og nye sejre.