Hvad skal vi bruge affaldsforbrændingsanlæggene til?

Med regeringens ressourcestrategi fra i mandags er vi tættere på en langstrakt afvikling af affaldsforbrændingsanlæg i Danmark. Vi har allerede i dag en overkapacitet, og vi er ikke alene om det. Det har Tyskland og andre nabolande også.

Så det er vigtigt, at vi ikke bare bygger nye anlæg, for så binder vi investeringerne der - og dermed affaldet til fortsat forbrænding de næste 30 år. Desværre har man taget den forkerte beslutning i København og er gået i gang med at bygge et nyt mega-affaldsforbrændingsanlæg, på trods af voldsomme protester og en beslutning i første omgang om at lade være.

Men for nu at vende tilbage til det nationale billede, så skal forbrændingssektoren i Danmark over de næste år finde ud af, hvilke anlæg, der skal lukkes ned først, hvem dernæst osv. Og så er det jo, jeg tænker, at når vi slukker for kraner og ovne rundt omkring i landet... hvad kan vi så bruge de spændende faciliteter til? Jeg kommer til at tænke på B&W-hallen på Amager og på tørdokken på Holmen. Vi har jo med spændende rum at gøre, som kan bruges til alt muligt - kultur, idræt, nye innovative virksomheder. Kom med nogle bud!

Vi forbrænder stadig værdifulde ressourcer

I går afsluttede Danmarks Naturfredningsforening (DN) den årlige affaldsindsamling. Der blev igen i år indsamlet langt over 100 tons affald af mere end 25.000 danskere. Det indsamlede affald ender på genbrugsstationen, hvor meget går til småt brændbart. Herfra bliver det kørt til forbrænding på et af landets 27 affaldsforbrændingsanlæg. Vi brænder nemlig meget i Danmark. Ifølge Dansk Affaldsforening forbrændte vi i Danmark i 2011 3,6 mio. tons affald.

Men affald er ressourcer - udvundet fra jorden. Ressourcer som bliver mere og mere knappe, og som derfor også bliver dyrere og dyrere. I DN arbejder vi for et bæredygtigt samfund, hvor jordens ressourcer skal bruges igen og igen. Vi mener derfor, at vi skal brænde meget mindre og genanvende langt mere.

Danmark har over de seneste 30 år satset så ensidigt på affaldsforbrænding, at vi ikke kan se andet. Store dele af affaldsbranchen mener, at hvis vi bare brænder effektivt, udnytter energien og skaber varme og el fra forbrændingsanlæggene, så kan vi ikke gøre det bedre. Et synspunkt, som pudsigt nok støttes af hele den store branche, der bygger affaldsforbrændingsanlæg og leverer filtre og pumper og alt det andet isenkram, der sidder i sådan nogle anlæg.

Men den indstilling holder ikke i dag, og den hæmmer omstilling til en mere bæredygtig fremtid. For når affaldet først er forbrændt, er mange af ressourcerne ”væk” i form af luftforurening. Tilbage er enorme mængder af slagger – en sammensmeltet, grå masse af alt det, der ikke kan brænde, og som nu er gjort meget svært tilgængeligt for genanvendelse.

DN undersøgelse: To af tre anlæg vil forbrænde samme mængde om fem år
DN har gennemført en undersøgelse, hvor vi har spurgt de danske affaldsforbrændingsanlæg om deres forventninger til fremtiden. Vi har fået svar fra 18 forbrændingsanlæg, som desværre viser, at DN's håb om mindre forbrænding og øget genavnvendelse, ikke stemmer overens med de 18 anlægs forventninger til fremtiden.

12 af de 18 anlæg forventer således, at de forbrænder samme mængde affald om 5 år som i dag. På 5 anlæg forventer man at brænde mindre, og et anlæg forventer at forbrænde mere. Blandt de 18 besvarelser mangler vi nogle af de helt store anlæg, som i disse år netop bygger større anlæg med mere forbrændingskapacitet. Tankevækkende er det også, at 15 af 18 forbrændingsanlæg har kapacitet, de ikke bruger i dag. I runde tal betyder det, at vi har en overkapacitet på 230.500 tons om året.

De, der har svaret, vurderer i øvrigt kun for to anlægs vedkommende, at de forventer, at anlægget er lukket om 5 år.  Hvorimod 5 svarer, at de har et nyt anlæg med samme kapacitet. Flertallet af de resterende besvarelser går på, at de har det nuværende anlæg, men med forskellige forbedringer. Det tyder på, at der blandt anlæggene er planer om at forsætte med investeringer, der binder os til at brænde ressourcer af i de næste mange år. Samtidig hører vi fra flere sider, at vi om 10-15 år nok kun skal have 7-10 forbrændingsanlæg i Danmark.

Der er vist behov for, at NOGEN burer sig inde med nogle konkrete mål og midler og først kommer ud, når der er lagt planer for, hvilke anlæg der skal afvikles hvornår, og hvilke der skal blive tilbage. Så kan de jo sende hvid røg ud til journalister og andre interesserede.

Alle, der interesserer sig lidt for affald og ressourcer, går i øvrigt i disse dage og venter på regeringens ressourcestrategi I, der kommer til at skabe rammerne for fremtidens affaldshåndtering i Danmark. I Danmarks Naturfredningsforening håber vi på masser af konkrete virkemidler, der kan sikre en afvikling af forbrændings-æraen og skabe rammerne for en sund genanvendelses-kultur over det ganske land.

Pick the solution…?

Økonomisk krise. Klimakrise. Fødevarekrise. Hvis vi skal ud af kriserne, er det måske ikke så dumt at kigge lidt på nogle af de tidligere kriser, vi har været i. Hvad har vi tidligere gjort, når det brændte på? Kriser er mange ting – for tiden snakker man meget om finanskrisen, klima/miljøkrisen og fødevarekrisen, men der er sikkert flere kriser, man kunne trække frem, hvis man leder lidt.

Lad os tage fat i en af tidligere tiders største kriser: Anden Verdenskrig. Noget af det, flere regeringer dengang gjorde, var at blande sig i, hvad virksomhederne skulle producere. I årene før og under Anden Verdenskrig blev arbejdskraften kanaliseret over i virksomheder som f.eks. Ford og Volkswagen, og det, som man mente, kunne redde landet, blev produceret: Køretøjer, fly og andet krigsmateriel. Det blev bygget veje og jernbaner, og mange af de landvindinger inden for teknologi, som blev udviklet i krigstiden har siden skabt forretningsgrundlaget for mange virksomheder. Trods den tragiske kontekst, er det tankevækkende, hvilken eksplosiv udvikling af bestemte løsninger, man skabte dengang.

Store dele af dagens erhvervsliv er modstandere af det, man kalder ”pick the solution” – altså at man via regulering og økonomiske virkemidler vælger, hvilke løsninger man gerne ser blomstre op. Holdningen er, at markedet bedst selv kan ”vælge” de løsninger, der kan sælges i morgen.

Men problemet er, at markedet kun kan se økonomi og i øvrigt ikke kan se længere frem end nogle måneder. Markedet kan ikke se klimakrisen, miljøkrisen og fødevarekrisen – kun finanskrisen. Hvis vi nu – i stedet for kun at have øje for at løse finanskrisen med bankpakker og andre dyre lappeløsninger – forsøger at hjælpe markedet til at se fremtiden i et bredere lys, så kan vi måske gøre en forskel. Det kunne for eksempel ske ved at brandbeskatte biler, der kun kører 14 km/l, ved at skabe gunstige markeder for økologi, grøntsager og fisk, ved at udfase olie- og naturgasfyr, ved at sætte alt ind på vedvarende energi og ved at beskatte produkternes ressourceforbrug.

Jamen så er der vel nogen brancher, der får det svært? Ja, nogen bliver nødt til at stille om, og det skal de jo have hjælp til. Men tiden er ikke til status quo, gamle dyder eller ”jamen sådan har vi altid gjort”. Tiden er til omstilling, nye veje, nye alliancer, nye produktionsformer, nye ejerformer, nye toner og nye sejre.