tirsdag den 13. november 2012

Skal vi dele en køretur?

Noget af det sjove ved Facebook og Twitter er, at man opdager alle de små initiativer, der kommer nedefra – ikke bare i Danmark, men i hele verden. I fredags opdagede jeg, at en bevægelse i USA forsøger at gøre 14. november til ”Global Sharing Day”, altså global dele-dag. Så i morgen kan du overveje at dele din morgenpendling, din mad, din gode historie, din cykel, din stue, dine penge, dine bekymringer eller din glæde ved livet.

Det kan altså være i morgen, du inviterer naboen til middag, måske fordi de er ved at bygge om. Det kan også være i morgen, du tager et par frysende mennesker op i din bil og sætter dem af i nærheden af deres arbejde. Eller du kunne dele ud af nogle af dine penge til et godt formål. Hvis du hellere vil spare penge, kan du foreslå i grundejerforeningen, at I bygger et fælles redskabsskur og deler græsslåmaskine, hækkeklipper og fræser.

Du kan sikkert finde på flere gode måder at dele på selv. Og så er det jo dejligt at dele, og det giver noget at tale om.

Delebølgen er derude i mange former. F.eks. er der rigtig godt gang i byttemarkeder for tiden – de breder sig i hele landet. En andet koncept , jeg faldt over er eet, der kalder sig Little Free Library. En pæl med et lille skab med låger og tag, som står offentligt tilgængeligt, og hvor man kan tage en bog og sætte en anden. Der står eet i H.C. Lumbyesgade på Østerbro.

Fælles for mange af delekoncepterne er, at de jo ikke er nye i deres grundidé, men at de lige bliver twistet til noget, folk bider an på. Det kan være det rent æstetiske eller det, at der i byttemarkeder ikke er penge involveret, som f.eks. gør oplevelsen meget anderledes end det klassiske loppemarked. Og bogbyttesteder findes jo på biblioteker og cafeer og vandrerhjem og hoteller og har gjort det i mange år.

Jeg selv skal ud at køre i morgen. Jeg kører rundt og tilbyder lift i København i Naturfredningsforeningens elbil. Følg med på Danmarks Naturfredningsforenings  facebook-profil og skriv, hvis du gerne vil have et lift i København.

----------------------------------------
Lænker til delesteder på nettet kommer her: