onsdag den 12. maj 2010

Gang i varmepumperne!

Der er virkelig vilje derude lige nu. Energistyrelsen har fået 18.000 ansøgninger om økonomisk støtte til varmepumper, altså jordvarmeanlæg. Det er jo den helt rigtige vej, og det viser, hvor meget en målrettet støtteordning kan flytte på tingene. Energistyrelsen yder 20.000 kr. i støtte per anlæg.

En varmepumpe leverer tre gange så meget varme, som den bruger af el. Og derfor er det en rigtig god idé at skifte til jordvarme, nu hvor mange oliefyr og naturgasfyr enten er helt døde eller bare trænger til en større opfriskning. Men det er også smart, fordi vi løber tør for olie og naturgas i løbet af ca. 10 år - og til den tid altså bliver helt afhængige af andre landes leverancer…

Spørgsmålet er så, om det er smart, at der bliver installeret tusindevis af jordvarmeanlæg uden varmelagre? Der er nemlig ikke krav om varmelagre, som det ser ud nu. Det kan betyde, at elforbruget stiger på de forkerte tidspunkter, fordi anlægget blot kører, når der er behov for varme, hvilket ofte vil være samtidig med, at ovnen og vaskemaskinen også kører.

Det ville være rigtig smart, hvis regeringen tænkte lidt mere i sammenhænge og brugte lejligheden til at stille krav om varmelagre til jordvarmeanlæg. Samtidig kunne regeringen rulle det intelligente elnet ud. Derved kan man sikre, at jordvarmeanlæggene kan fjernstyres til at tænde, når der er overskud af vindmølle-el og så blot opvarmer vand i det lokale varmelager, der kan gemme varmt vand, svarende til et døgns forbrug…

Måske kan det reddes alligevel - der er trods alt langt fra de 18.000 anlæg til de godt 800.000 anlæg vi gerne ser skiftet fra enten olie eller gas til jordvarme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar