Er børnearbejde altid forkert?

Virksomheder bør tage et samfundsmæssigt ansvar. Selvfølgelig, tænker jeg – og alle andre vel også. Selvfølgelig skal virksomheder tage ansvar for miljø, etik og menneskerettigheder – og stille krav til deres leverandører om at gøre det samme.

Men hvordan gør man så det? Når man helt konkret som virksomhed – eller organisation - skal leve op til et sådant ansvar. Hvornår kan man kalde sig for samfundsansvarlig?

Det er det spørgsmål, repræsentanter fra 160 lande netop diskuteret i København. Det er organisationen International Organization for Standardization (ISO), der er vært. De har nemlig de sidste fem år arbejdet på at lave en standard: ISO26000. Egentlig er den mere en guide end en standard, for en række lande med stærke industrilobbykræfter i ryggen har insisteret på, at arbejdet ikke måtte ende med en certificerbar standard. Det skulle jo nødigt blive til krav.

Dansk erhvervsliv derimod har bedt om en dansk udgave. En udgave, som bliver en rigtig standard, så man kan man bede om certifikater fra de virksomheder, man arbejder sammen med - og på den måde sikre, at hele produktkæden agerer samfundsmæssigt ansvarligt. Det er bemærkelsesværdigt – og positivt, at Danmark på denne måde går foran og viser verden, at der er fordele ved at kunne dokumentere, at man agerer etisk og samfundsmæssigt ansvarligt.

Ingen nem øvelse
Lige nu er jeg selv i gang med den ikke helt nemme øvelse - at udarbejde en CSR-strategi for Danmarks Naturfredningsforening. Det er spændende arbejde, men spørgsmålene hober sig op, når man skal definere en strategi, der strækker sig fra miljøansvar over menneskerettigheder til etik.

I vores sekretariat på Østerbro har vi indført lysstyring for fem år siden, men hvordan gør vi noget ved vores varmeregning i en lejet ejendom? Hvordan stiller vi krav til vore leverandører, når vi blot er en lille virksomhed med 60 ansatte, og leverandøren også har en koncern med 8.000 ansatte som kunde?

Og troede jeg, at spørgsmålene til miljø var mange, så er det ingenting mod den udfordring, der ligger i at stille sociale krav til leverandører. International Labor Organisation (ILO) har opstillet nogle krav, man kan bruge, men der er ingen certificeringsordning, så hvem kan man stole på? Og er børnearbejde altid forkert? Hvad hvis børnene før var slaver, men nu kun skal arbejde tre timer om dagen under rimelige arbejdsforhold og får skolegang oveni til gengæld? Og hvordan kontrollerer jeg, at leverandørerne rent faktisk gør, som de siger, og at det faktisk er markant bedre end lignende virksomheder i samme region?

Det røde ø-mærke var arbejdet værd
Det bliver hurtigt tydeligt, at de mange års indsats omkring miljømærkerne Svanen og Blomsten samt det røde Ø har været arbejdet værd. I dag kan en virksomhed eller en organisation stille krav om disse mærker. Og hvad sker der så? Så kommer flere og flere leverandører med – og mærkerne bliver faste holdepunkter i miljødelen af en samfundsansvars-indsats. Man ved, hvad man får, der er åbne kriterier, som jævnligt strammes, og der er kontrol med alle producenter.

Mine tanker går derfor til dansk erhvervsliv og det danske udvalg, som har været enormt aktivt i tilblivelsen af ISO26000 - og ikke mindst tak for den CERTIFICERBARE, danske udgave, som vil gøre det SÅ meget lettere at stille krav til underleverandører. Meget, meget nemmere. Husk at klappe jer selv på ryggen derinde på Scandic. Jeg krydser fingre for vedtagelsen. Arbejdsgruppen har netop tidligere i dag sendt den endelige version af den internationale vejledning til afstemning.

Kom med ind i kampen for at gøre det ordentligt. Følg vedtagelsen af ISO26000 på: http://www.iso26000cph2010.dk/