torsdag den 28. april 2011

Det startede med en hestevogn

For 100 år siden i 1911 stiftedes Danmarks Naturfredningsforening. Det var dengang, danskerne kørte rundt i hestevogn eller gik, når de skulle noget. I København og Århus var der også mulighed for at tage sporvogn, og det var også i 1911, at Odense fik sine sporvogne. Togene var etablerede og under udvikling, men kun den rigeste del af befolkningen havde mulighed for at benytte dem.

Københavns Hovedbanegård blev indviet i 1911, og det var også året hvor B&W søsatte verdens første dieseldrevne skib. Bilerne var på vej ind, men Ford T og Renault AX var ikke for folket før oppe i 1930’erne. Også for luftfarten og slædefarten var 1911 et interessant år – den første flyver fløj tværs over USA, og Roald Amundsen nåede som den første Sydpolen. Der skete meget på transportområdet dengang i 1911, da Danmarks Naturfredningsforening blev etableret.

Når kampen for naturen på dette tidspunkt var så vigtig, at man stiftede en naturfredningsforening, havde det imidlertid intet med transportsituationen at gøre. Derimod var det folkets krav om at kunne komme ud i naturen, der var en væsentlig drivkraft. Flere steder havde godsejere sat skilte med adgang forbudt op.

Ingen forurening i 1911
Transporten var på den tid ikke et problem, hverken energimæssigt, klimamæssigt, luftforureningsmæssigt eller landskabeligt. Vi taler om få tusinde biler, få daglige togafgange, ugentlige skibsafgange osv. Veje var belagt med grus eller sten og indgik som naturligt snoede linjer i landskabet.

I dag er det noget andet (bortset fra, at en Ford T nok også kører omkring 10 km på en liter brændstof i dag). I dag fylder transportanlæg voldsomt i det åbne land og i byerne. Og energiforbruget og luftforureningen fra transportsektoren er alvorlige og stigende problemer.

Men transport er også blevet en livsstil og en allemandsret. Vi skal kunne komme til fra København til Roskilde på en halv time - og til Thailand på 12. Vi udbygger hovedløst motorveje for at tilfredsstille vores behov for fri bevægelighed og effektivitet - og uden at tænke så meget på påvirkningerne af natur, landskab og miljø.

Arbejdet for en begavet og bæredygtig udvikling af transport er derfor i dag en naturlig del af DN’s arbejde for natur, miljø og klima. I 2003 fik DN indføjet arbejdet for en bæredygtig fremtid i vores formålsparagraf, og det afspejler den langt større bredde, som DN i dag arbejder i.

En moderne natur- og miljøorganisation kan ikke blande sig uden om transport, klima, affald, forbrug, industri, kemikalier, vandforsyning, energi, jordforurening osv. osv. Vi har et ansvar for at passe på naturen og kan ikke i 2011 nøjes med at fokusere enøjet på fredning af og adgang til natur. I 2011 kommer vi ikke uden om, at det hele hænger sammen - og desuden bliver mere og mere globalt.

DN er altså i løbet af 100 år vokset fra en idé om at kunne frede naturområder fra industrialiseringen og give danskerne adgang til naturen til en moderne miljøorganisation – Danmarks største, der kæmper for en bæredygtig fremtid. DN er blevet voksen og tager det fulde ansvar her i 2011.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar