tirsdag den 7. februar 2012

Trafikpolitisk dræbersnegl


Betalingsring, transportring, trængselsring… vi elsker at hade den. Og Mandag Morgens undersøgelse fra i går viser, at især medierne har en overdreven vinkling af denne ring som noget, der bare skal aflives hurtigst muligt. Ikke at medierne normalt bruger meget tid på at fortælle de gode historier, men i denne sag er det altså særlig grelt med de negative overskrifter.

Og hvad kan det så skyldes? For det er jo en sag med fordele og ulemper. En trængselsring vil skabe mindre trængsel og mindre luftforurening i hovedstaden. Det bliver altså rarere at være i vores skønne hovedstad. Det bliver nemmere at komme rundt og nemmere at trække vejret. Mindre luftforurening vil betyde færre tilfælde af luftvejssygdomme, hvilket også kan udtrykkes i sparede skattekroner.

Ulemperne går især på økonomi og besværlighed. Og det kan alle jo forstå – måske er det noget af forklaringen på, at det er disse negative vinkler, der har fokus i medierne? For ser man på ringen med det udgangspunkt, at ”jeg gør sgu, hvad jeg plejer!”, så bliver det jo bare mere besværligt og dyrt. Det er jo netop meningen: Ringen skal skabe adfærdsændringer: færre biler i byen, en bedre offentlig transport som flere bruger, samkørsel, cykel osv.

Vi har jo set de samme debatter omkring de andre store samfundsændringer: Da vi skulle have tunnel under Storebælt, gik snakken om, hvor farlig sådan en tunnel ville blive. Vi ville få katastrofer, hvor folk brændte inde dybt nede under havets bund. Noget lignende handlede det om, da metroen skulle bygges. Begge dele er i dag kæmpe succeser, som giver effektiv kollektiv transport for tusindvis af mennesker hver dag.

Men kunne der også være noget, der handler om, hvem der sidder på magten i Danmark? Jeg kunne da f.eks. forestille mig, at mange af de, der føler sig meget afhængige af at have fuld råderet over deres bil ind og ud af København hver dag netop er de magtfulde pendlere, der bor derude fra 15-40 km fra centrum, hvor offentlig transport er besværlig. Man kunne også forestille sig, at folk i medieverdenen er i blandt denne gruppe…? Hvem kunne tænke sig at dykke lidt i disse aspekter? Det kunne være en sjov undersøgelse.

Men når alt kommer til alt, så vil en trængselsring udgøre en stor forandring i manges liv. Og det er velkendt, at vi som udgangspunkt reagerer med modstand imod sådan nogle. På den anden side, er der også rigtig god grund til at gøre noget drastisk nu i forhold til vores smukke hovedstad. Og der er jo rigtig gode erfaringer med lignende løsninger i vore nabolande, om vi så snakker tunneler, metro eller trængselsringe.

Så, må vi bede om en sober debat om løsninger, i stedet for dræbersnegls-tilgangen: 100 måder at dræbe den på.

3 kommentarer:

  1. Vi har i DN-Albertslund taget stilling til trængselsringen, og er gået ind i ikke mindst den lokale debat. Se bl.a.:
    http://albertslund.lokalavisen.dk/dn-og-traengselsringen-/20120209/laeserbreve/702099882/1252
    Poul Evald Hansen - formand

    SvarSlet
  2. Inhabile journalister? Ja, hvorfor ikke! De kan vel lige så godt som andre føle sig ramt, men kan det undgåes?

    Medierne er oppe på tæerne med foden på speederen i denne sag. Debatten forceres og vi får hvad der i retorikken hedder 'petitio principii', dvs. at præmissen antages på forhånd at være sand uden forsøg på bevis.

    Debatten om den københavnske ring er af flere grunde netop en sådan cirkelslutning. Også fordi måske ordet betalingsring virker antagoniserende på mange. Som en godbid til oppostionen der har brug for at vinde næste valg. Men ordet er uheldigt. Kommentatorer hævder nok med rette at miljøzone ville have virket bedre og en smule afvæbnende måske.

    Indlægget har dog nok ret i at medierne har en tendens til at overhale debatten indenom. Den kommer ingen vegne. Og det hele forblive måske ord.

    Borgens ringridere må besinde sig. Vi skal videre.

    SvarSlet
  3. Natur og miljø hænger sammen. Det gælder i høj grad om at nedsætte trafikpresset og tilskynde til at folk bruger andre transportmidler end bilen, især i byområder. I tyndt befolkede landområder kan det være svært at se realistiske alternativer til bilen.

    DN bør stå fast omkring sin opbakning til betalings-/trængselsringen. På DNs sidste samrådsmøde for Storkøbenhavn var mange bekymrede over, at DN ved sin opbakning bag trængselsring ville støde mange bilister fra sig. - Jeg deler ikke denne bekymring. Selv om enkelte bilister skulle blive mopsede på DN, så vil det give bonus også medlemsmæssigt, at vi optræder fast og konsekvent også i dette miljøspørgsmål, som er direkte relevant for den store del af DNs medlemmer, der bor i Storkøbenhavn. Storkøbenhavn i bred betydning rummer vel over halvdelen af DNs medlemmer.


    I DN-Albertslund har vi haft trængselsringen oppe i vores bestyrelse og har besluttet at bakke op om sagen under nogle forudsætninger, især forbedring af den kollektive trafik.

    Lokalt er partiet Venstre gået ud med en større hetz- og skræmmekampagne mod trængselsringen - og på et ret så usagligt grundlag.

    Jeg har berettigede forventninger om, at de sikkert mange DN-medlemmer, der har stemt på Venstre, vil tage op til alvorlig overvejelse, om de fortsat skal gøre dette.

    Uanset partipolitisk ståsted vil man da forvente, at dette store parti optræder mere konstruktivt og ansvarligt, og som minimum kommer med nogle konstruktive forslag til problemløsninger, når det gælder vigtige natur- og miljøspørgsmål som dette.

    SvarSlet