tirsdag den 1. juni 2010

Age of Stupid… eller…?

I sidste uge var jeg inviteret til et debat-arrangement i Værløse Bio, hvor vi skulle se The Age of Stupid (www.ageofstupid.net) og diskutere, om vi nu også er så dumme, som filmen fremstiller os. Filmen foregår i 2055, hvor hovedpersonen går rundt i en ødelagt verden og undrer sig over, hvorfor menneskeheden ikke gjorde noget dengang i 2008, da der for alvor var klare signaler om, at vi var ved at ødelægge klodens klima.

Jeg undrer mig også. Vi er mange, som forsøger at råbe beslutningstagerne op: Med NOAHs klimaplan 2050 fra sidste uge er vi nok oppe på en 5-8 stykker - anerkendte organisationer - som har fremlagt visioner og planer for, hvordan vi kommer over på den anden side. Vi skal sige farvel til olie, kul og gas og forbrændingsmotoren og byde velkommen til vedvarende energi og elmotoren. Det er ikke kun miljøorganisationer og oppositionen på Christiansborg, der fremlægger den slags planer og visioner. Også Ingeniørforeningen og brancheforeningen Dansk Energi er med i koret af organisationer med seriøse bud på, hvordan vi sikrer vores fremtid.

Faktisk venter vi kun på regeringen. Kan regeringen da ikke se, at vi lige nu har muligheden for at sikre fremtidens vedvarende energisystem samtidig med at løse den økonomiske krise? Svaret er desværre nej!

Hvis vi skal sikre fremtidens vedvarende energisystem kræver det styring af energisystemets udvikling ved hjælp af effektive (dvs. især økonomiske) virkemidler. De energiteknologier, vi skal leve af i fremtiden, skal have støtte og prisgarantier. Der skal lukkes af for de teknologier, der skal ud. Fx er det hul i hovedet, at man overhovedet kan købe et oliefyr i dag, og den høje pris på jordvarmeanlæg lægger stadig en dæmper på manges valg af opvarmningsform, selvom jordvarmen som regel vil være billigst i længden.

Selv er jeg ikke stolt af at være en del af Age of Stupid. Vi står i en global eksistentialistisk krise, og som menneskehed må vi forsøge at komme over på den anden side - ikke bare energipolitisk. Det handler nemlig om hele vores tilgang til verden og hinanden. Langt hen ad vejen agerer vi jo stadig som stenalderens stammefolk, som forsøger at holde de andre på afstand eller overtage deres ressourcer. Skal vi favne globaliseringen, så må vi blive mere rummelige og acceptere og udnytte forskellighed. Vi skal tage ansvar for vores verden - ikke bare for vores lille danske økonomi... Danmark kan bl.a. gøre dette ved at vise verden, at vi på rekordtid kan konvertere til et 100% vedvarende energisystem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar